Flertal i landsretten lukker dørene i sagerne mod Hjort og Findsen

Begge straffesager om læk af hemmeligheder skal foregå uden offentlighed. Men dommere i landsretten er uenige. (Opdateret)
Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at Procesbevillingsnævnet i løbet af næste uge modtager hans ansøgning om at få sagen behandlet i Højesteret. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
Claus Hjort Frederiksen skriver på Facebook, at Procesbevillingsnævnet i løbet af næste uge modtager hans ansøgning om at få sagen behandlet i Højesteret. | Foto: Virginia Mayo/AP/Ritzau Scanpix
af ritzau

De to straffesager mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen, den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, skal foregå, uden at offentligheden kan følge med.

Østre Landsret har fredag besluttet at følge anklagemyndighedens påstand om lukkede døre i de to sager.

Men landsrettens dommere har været uenige om afgørelsen. En af de tre dommere har stemt for åbenhed.

Såvel Claus Hjort som Lars Findsen er tiltalt for læk af statshemmeligheder. Begge nægter sig skyldige – og begge har ønsket offentlighed om processerne, der skal køre i henholdsvis Københavns Byret og i Retten i Lyngby senere på året.

I et opslag på Facebook oplyser den tidligere venstreminister, at de tre landsdommere, der har behandlet sagen, har forskellige opfattelser.

”Østre Landsret har i dag med dommerstemmerne 2-1 bestemt, at dørene skal være lukkede i min sag,” skriver Claus Hjort på sin facebookprofil.

Han tilføjer, at det er en stor opmuntring, at én af de tre dommere har ment, at der skulle være åbenhed.

Satser på Højesteret

Hjort ønsker at indbringe spørgsmålet for Højesteret, hvilket kræver en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

”Jeg er imidlertid fortrøstningsfuld og forventer at få lov til at indbringe spørgsmålet for Højesteret.”

Også Lars Findsen vil forsøge at få landets øverste domstol på banen. Det oplyser den ene af hans forsvarere, advokat Lars Kjeldsen.

Københavns Byret har afsat 12 retsmøder til at behandle straffesagen mod den 75-årige tidligere Venstre-minister. Det første retsmøde er planlagt til 7. november og det sidste til den 12. december.

Claus Hjort Frederiksen er tiltalt for i fem tilfælde at være kommet med udtalelser, der efter anklagemyndighedens opfattelse er en overtrædelse af straffelovens paragraf 109 om videregivelse af statshemmeligheder.

Hvad han har sagt, og hvornår han har sagt det, holder anklagemyndigheden skjult. Den del er nemlig slettet i det anklageskrift, som pressen har fået aktindsigt i.

Det vil kunne skade Danmarks forhold til fremmede magter, hvis oplysningerne kom offentligt frem, lyder det nemlig.

Derfor kom anklagemyndigheden også med anmodningen om at lukke dørene under selve straffesagen.

Ønske om nævninge afvist

Sagen mod Lars Findsen skal efter planen foregå i Lyngby fra 30. oktober og frem til marts næste år.

Findsen er tiltalt for seks lovovertrædelser. De fem vedrører lækage af statshemmeligheder.

Fredag har landsretten desuden afvist de to tiltaltes ønske om, at sagerne behandles af nævningeting. Det ville indebære medvirken af flere lægdommere og flere juridiske dommere.

På et enkelt punkt har den 58-årige Findsen fået medhold. Ligesom byretten mener landsretten, at den tiltalte har ret til at få udleveret dommen til sin tid. Anklagemyndigheden har ellers påstået, at den tidligere spionchef ikke skulle have et eksemplar af afgørelsen.

(Opdateret kl. 16.26 med yderligere oplysninger, heriblandt om landsrettens afgørelse vedrørende sagen mod Lars Findsen, og blandt andet også ny rubrik og underrubrik.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter