Højesteret giver spionchef medhold og flytter retssag

Sag mod hjemsendt FE-chef er berammet i Københavns Byret, men der skal den ikke føres, afgør Højesteret.
Lars Findsen er tiltalt for i flere tilfælde at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig. | Foto: Brian Karmark
Lars Findsen er tiltalt for i flere tilfælde at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig. | Foto: Brian Karmark
AF RITZAU

Retssagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, flyttes fra Københavns Byret til Retten i Lyngby.

Det har Højesteret torsdag afgjort. Både by- og landsret mente, at sagen skulle føres i Københavns Byret.

Sagen var ellers berammet i Københavns Byret, der har afsat 28 retsmøder til sagen fra 30. oktober i år til frem til marts 2024.

Lars Findsen er tiltalt for i flere tilfælde at have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig.

Det har været Findsens ønske, at sagen skulle rykkes til Retten i Lyngby. Afgørelsen er dermed en lille sejr for ham.

Straffesagen mod den hjemsendte spionchef udspringer af en længere efterforskning, der særligt har været rettet mod samtaler, han har haft i sit eget hjem. Et hjem, der ligger i Retten i Lyngbys retskreds.

Findsen har fremført, at fire ud af sagens fem hovedforhold handler om lovovertrædelser, der helt eller delvist skulle være begået i hjemmet.

Det taler ifølge Højesteret for, at Retten i Lyngby er det rette sted til at behandle straffesagen.

Anklagemyndigheden havde mulighed for at vise, at der var nogle omstændigheder, der talte for, at sagen i stedet skulle føres ved Københavns Byret.

Men den bevisbyrde har anklagemyndigheden ikke kunnet løfte.

Højesteret noterer, at anklagemyndigheden ikke har kunnet vise, at det sidste hovedforhold i sagen skulle være mere alvorligt end de resterende, eller at ét af hovedforholdene skulle have givet en særlig anledning til efterforskningen mod Findsen eller til anholdelsen af ham.

”Der forelå heller ikke øvrige hensyn, herunder til bevisførelsens gennemførelse, til sagens fremme eller til (Lars Findsen, red.), der talte for, at hovedforhandlingen skulle foregå ved Københavns Byret,” skriver Højesteret.

Derfor skal sagen i stedet føres ved Retten i Lyngby. Det er det rette værneting. Her skal sagen så på ny berammes.

Findsen, der i dag er 58 år, har været øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste siden 2015.

I forlængelse af en kritisk pressemeddelelse fra det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) i august 2020 bliver Lars Findsen fritaget for tjeneste. Også andre FE-ansatte hjemsendes.

I december 2021 bliver han anholdt, da han lander i Københavns Lufthavn. Han bliver mødt med sigtelser om at have røbet højt klassificerede oplysninger og varetægtsfængsles af en dommer i Københavns Byret.

Fængslingen bliver ad omgange forlænget, men i februar indbringer han spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse til Østre Landsret, der bestemmer, at han skal løslades. Han sad fængslet i 71 dage.

Flere medier har beskrevet, at Lars Findsen mistænkes for at have ført samtaler med journalister, familiemedlemmer og en kollega om statshemmeligheder.

Der er siden rejst tiltale mod ham for at have lækket højt fortrolige oplysninger. Det hemmeligholdes, hvad han nærmere skulle have sagt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter