Højesteret skal på banen i sag mod Lars Findsen
Højesteret kommer til at afgøre, om straffesagen mod Lars Findsen skal behandles af Københavns Byret – eller om en anden domstol i stedet skal have opgaven.
Det er Procesbevillingsnævnet, der onsdag oplyser, at man har besluttet at løfte spørgsmålet videre i retssystemet.
Tidligere har såvel Københavns Byret som Østre Landsret bestemt, at Københavns Byret skal tage stilling til sagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Men Findsen og hans forsvarere har altså nu fået lov til at fortsætte deres bestræbelser på at få flyttet sagen væk fra Københavns Byret.
Tiltalen mod Lars Findsen drejer sig om, at han i flere tilfælde skal have røbet statshemmeligheder. Han nægter sig skyldig.
Spørgsmålet om den rette domstol kaldes værneting. Findsens forsvarere mener, at det rette værneting er Retten i Lyngby. Det skyldes, at flere af de påståede lækager er foregået i denne retskreds.
I retsplejeloven er der en regel, som drejer sig om de situationer, hvor der er flere forhold, og hvor de er foregået forskellige steder. Så skal den eller de forbrydelser, som ”nærmest har givet anledning til forfølgningen” gøre udslaget med hensyn til valget af domstol.
Under alle omstændigheder har Københavns Byret allerede reserveret dage i kalenderen. 28 retsmøder er fastsat. Processen kan begynde 30. oktober næste år og vil stå på frem til marts 2024, har byretten tidligere oplyst.
Hvis det ender med, at Københavns Byret er rette værneting, bliver retsformanden i øvrigt en anden end den dommer, der sidste vinter flere gange fulgte anklagernes ønske om varetægtsfængsling af den 58-årige karrierejurist.
Han endte med at tilbringe 70 døgn bag tremmer, før Østre Landsret løslod ham.
I efteråret udkom en bog af Lars Findsen. ”Spionchefen - erindringer fra celle 18” omtaler særligt den seneste kendelse fra byretsdommeren om varetægtsfængsling. ”Skrupskør”, bemærker han.