Flygtningenævn omgør langt de fleste af syreres opholdssager

Opgørelse viser, at Flygtningenævnet i 2022 har omgjort Udlændingestyrelses afgørelse i 71 pct. af sagerne.
Flygtningenævnets formand, Ib Hounsgaard Trabjerg. | Foto: Gregers Tycho/IND
Flygtningenævnets formand, Ib Hounsgaard Trabjerg. | Foto: Gregers Tycho/IND
AF RITZAU

Hundredvis af borgere fra Syrien har fået inddraget eller nægtet forlænget deres opholdstilladelse i Danmark. Det skyldes, at den danske stat anser forholdene i Damaskus og omegn som forbedrede.

I 71 pct. af alle sager om opholdstilladelse for syrere fra Damaskus og omegn har Flygtningenævnet i 2022 ændret afgørelsen fra Udlændingestyrelsen. Det viser en opgørelse, som Flygtningenævnet har udarbejdet for Information.

I hele tal har nævnet omgjort 54 af 76 behandlede personsager i løbet af årets første fem måneder. Det betyder, at Flygtningenævnet på trods af styrelsens afgørelse har givet fortsat opholdstilladelse.

Stigningen i årets første fem måneder er markant sammenlignet med tallet fra december 2021.

Her var 43 pct. af sagerne blevet omgjort. Dengang kaldte nævnets formand, Ib Hounsgaard Trabjerg, tallet for højt.

Om de 71 pct. siger han:

”En omgørelsesprocent på 71 pct. er for høj på længere sigt, ikke mindst af hensyn til de personer, der oplever at få inddraget eller nægtet forlænget deres opholdstilladelse og dermed skabt usikkerhed om deres situation,” siger han.

Flygtningenævnet er en instans, der behandler afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen. Styrelsen er forpligtet til at rette ind efter nævnets afgørelser.

I et skriftligt svar til Information oplyser vicedirektør i Udlændingestyrelsen Henrik Thomassen, at styrelsen følger nøje med i Flygtningenævnets praksis. Desuden holder den sig opdateret på nye baggrundsoplysninger og nye domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

”I det omfang, der kan udledes principielle retningslinjer herfra, tilpasser vi vores praksis derefter,” skriver vicedirektøren til Information.

Han peger på, at der på grund af den tidsmæssige forskydning på omkring et halvt år mellem styrelsens og nævnets behandling, kan være kommet nye oplysninger.

Ny formand for ankenævn stempler ind i debat: ”Det er en høj omgørelsesprocent”

Advokater har stor succes i ankenævn – men omgørelsesprocent er ”helt uacceptabelt” høj

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også