Retternes bunker svulmer: For få hænder til for mange sager

2020 var et udfordrende år for domstolene grundet covid-19 og et fortsat voksende antal sager, viser rapport.
"2020 har været et helt usædvanligt år for domstolene grundet covid-19. Vi har afholdt sager under nødberedskab, og det har gjort, at vi har afviklet færre sager end ellers," siger Kristian Hertz. | Foto: Claus Bonnerup
"2020 har været et helt usædvanligt år for domstolene grundet covid-19. Vi har afholdt sager under nødberedskab, og det har gjort, at vi har afviklet færre sager end ellers," siger Kristian Hertz. | Foto: Claus Bonnerup
af ritzau

Det vælter ind med sager til landets domstole, og ventetiderne er derfor kun gået én vej: Opad.

Særligt på strafferetsområdet er det svært at finde plads til de tusindvis og atter tusindvis af sager. Det fremgår af årsrapporten fra Danmarks Domstole for 2020.

"Presset er meget betydeligt på straffesagsområdet og har været det i de seneste år. Det udfordrer retterne og indebærer, at sagsbehandlingstiderne stiger, og sagsbunkerne vokser. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende," siger Kristian Hertz, direktør i Domstolsstyrelsen.

Den direkte konsekvens er, at både ofre og tiltalte skal vente længe, før deres sager bliver afgjort.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i en sag med domsmænd er mere end 5,5 måneder. Det er en stigning på cirka 37 procent på fem år.

I løbet af sidste år modtog byretterne cirka 228.000 straffesager – det er sager om for eksempel vold, narko, voldtægt, drab og bandekriminalitet. Det er en stigning på godt 20 procent siden 2017.

Byretterne fik samtidig mere end 20.000 domsmandssager, hvilket er det højeste nogensinde. En domsmandssag betyder, at anklageren går efter en fængselsstraf eller en frakendelse af rettigheder. Sagerne afgøres af én juridisk dommer og to domsmænd.

Ikke nok med at det vælter ind med sager, så har domstolene også haft svært ved at få afsluttet dem, de allerede har. Antallet af verserende sager er således steget med 40 procent i løbet af fem år, viser rapporten.

"Vi står i en situation, hvor der ikke er balance i antallet af sager, retterne modtager, og den kapacitet, som retterne har til rådighed," siger Kristian Hertz og tilføjer:

"Selv om aktiviteten på straffesagsområdet er øget i 2020, så er bunken stadig vokset, fordi antallet af nye straffesager er vokset endnu mere."

Derudover bremsede coronaepidemien retternes arbejde. Sundhedsanbefalingerne betød for eksempel, at mange retssale ikke kunne bruges.

"2020 har været et helt usædvanligt år for domstolene grundet covid-19. Vi har afholdt sager under nødberedskab, og det har gjort, at vi har afviklet færre sager end ellers," siger Kristian Hertz.

Der er dog ikke udsigt til bedre tider, selv om 2021 måske ikke vil stå i pandemiens tegn. Også næste år ventes sagsbehandlingstiden at stige, lyder det i rapporten.

Jurister forventer samfundssind hos domstole i retsopgør efter corona

Dommerformand hælder advokaters voldgiftsidé ned ad brættet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også