Coronahost mod betjente giver fængsel

Højesteret har afgjort, at en 20-årig, der hostede og råbte corona til betjente i en afstand af en halv meter, skal i fængsel.
En 20-årig mand hostede og råbte "corona" efter to politifolk i Aarhus. | Foto: (Arkiv) René Schütze/Ritzau Scanpix
En 20-årig mand hostede og råbte "corona" efter to politifolk i Aarhus. | Foto: (Arkiv) René Schütze/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Host og råb om corona kan godt være en strafbar trussel om vold.

En ung mand, som på en halv meters afstand hostede og råbte "corona" til to politifolk i Aarhus, er torsdag i Højesteret blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel.

I straffen indgår også, at han flygtede fra politigården i Aarhus efter et grundlovsforhør.

Det er dog ikke strafbart i sig selv at smitte andre med corona på arbejdspladsen eller andre steder, understreger Højesteret.

Dermed afvises et argument fra forsvareren, advokat Peter Secher, som havde bedt om frifindelse. Han påstod, at enhver, som sender et hostende barn i børnehave, eller som møder småsyg på arbejde, kunne risikere at blive straffet, hvis hans klient skulle dømmes.

Men Højesteret har altså valgt at dømme klienten, en 20-årig mand.

Sagen opstod et par uger efter den første nedlukning i marts sidste år.

Den 20-årige mand blev anholdt på Mindebrogade i Aarhus klokken 03.35 om natten.

Han var passager i en bil, der blev standset af politiet som led i et rutinetjek.

Den tiltalte forklarede i byretten, at han havde fejret fødselsdag og var beruset. Han erkendte at have hostet og råbt "corona". Han var ikke smittet og sagde det i en blanding af fuldskab og kådhed.

Men betjentene tog det dybt alvorligt.

Derfor anholdt de manden og sigtede ham for trusler om vold mod tjenestemænd.

Sagen kørte først ved Retten i Aarhus, hvor man ikke mente, at man kunne karakterisere et host som vold, og derfor blev han frifundet for host og råb. Kun en flugt fra politiet blev han dømt for.

Men dommen blev anket, og Vestre Landsret kom frem til det modsatte resultat. Straffen blev tre måneders ubetinget fængsel.

Det var den dømtes forsvarer, Peter Secher, som fik sagen for Højesteret, da han var uenig i landsrettens definition af trusler og vold.

Landets øverste domstol zoomer ind på voldsparagraffen. Ikke bare almindelig vold med slag og spark er omfattet, kan man læse i afgørelsen.

Også hvis man truer med at fremkalde ildebefindende og lignende, som er på kanten af eller uden for den sprogligt naturlige forståelse af vold, kan paragraffen være overtrådt, lyder det.

Det er kun, når en sag er principiel eller har særlig samfundsmæssig interesse, at den kan ankes fra landsretten til Højesteret.

Host og råb om corona skal bedømmes af Højesteret

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også