AdvokatWatch

Anklager fra Bagmandspolitiet skal afhøres om kontakt med vidne

Landsret er usikker på omfanget af den kontakt, som en anklager har haft med vidne i kæmpe svindelsag.

Der er usikkerhed om omfanget af den kontakt, som en anklager havde med et vidne fra Erhvervsstyrelsen, før vidnet skulle vidne i retten. | Foto: Jens Dresling

En nu tidligere anklager fra Bagmandspolitiet skal afhøres om sin kontakt med et vidne under en kæmpe straffesag i Københavns Byret om hvidvask for mere end en halv milliard kroner og anden økonomisk kriminalitet.

Det har Østre Landsret bestemt.

Årsagen er, at der er usikkerhed om omfanget af den kontakt, som anklageren havde med et vidne fra Erhvervsstyrelsen, før vidnet skulle vidne i retten.

Den opsigtsvækkende afgørelse er truffet i forbindelse med byrettens behandling af en sag, som politiet har efterforsket under navnet "Operation Greed".

I sagen er 17 mænd og tre selskaber sat under tiltale. Men en af forsvarerne, advokat Kristian Braad, har boret i, hvorfor der var en kontakt inden afhøringen i retten - og hvad den handlede om.

Advokaten har rejst tvivl om, hvorvidt kontakten rimer med de regler, som landets øverste anklager, Rigsadvokaten, har fastlagt.

Han har også påstået, at de tre andre anklagere, der fører sagen i retten, er blevet inhabile. Det skyldes, at de ifølge ham videresendte en urigtig udtalelse fra vicestatsadvokaten om forløbet.

Imidlertid har Østre Landsret netop afvist, at de tre er inhabile.

Dommerne skriver i en kendelse, at et møde, som vicestatsadvokaten 19. februar i år holdt med vidnet, "umiddelbart opfylder betingelserne" i Rigsadvokatens retningslinjer.

Landsretten lægger i kendelsen til grund, at der kun har været holdt dette ene møde. Men samtidig åbner de selv for muligheden for, at det måske ikke er rigtigt.

Den tidligere vicestatsadvokat har nemlig selv skriftligt oplyst om en kontakt også den 24. januar.

Denne usikkerhed er der grund til at få afklaret, mener landsretten. Det er ikke uden betydning for sagen, at den tidligere vicestatsadvokat i retten udspørges om sin kontakt til vidnet, og om der har været flere møder, fremgår det af kendelsen.

Tidligere har advokat Kristian Braad fået frem i en aktindsigt, at de tre mødende anklagere var særdeles skeptiske over for vicestatsadvokatens afhøring af vidnet fra Erhvervsstyrelsen.

"Synes det er en besynderlig fremgangsmåde, håber ikke det giver problemer i retten", skrev den ene i en mail.

Ifølge forsvareren handler striden om noget fundamentalt: At der skal være ligestilling mellem anklagemyndigheden og forsvarerne.

"De forsøgte at opnå en uberettiget fordel med afhøringen," har Kristian Braad sagt i et tidligere retsmøde.

Landsret afviser at fyre anklagere fra omfattende svindelsag

Forsvarer i Britta Nielsen-sag melder Bagmandspolitiet til klagemyndighed

Advokater: Alvorlige retssager er aflyst midt i bevisførelsen

Mere fra AdvokatWatch

Jagt på insolvensadvokater når nye højder

Flere virksomheder går konkurs, og antallet af jobannoncer rettet mod advokater med speciale i insolvens og rekonstruktion har de seneste måneder været på rekordhøjt niveau.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier