Forsvarere i straffesager får besked om ny fejl i teledata

Oplysninger fra mobilmaster er blevet forskudt 220 meter på grund af fejl, som TDC har opdaget.
En fejl betyder, at det sted, som politiet har anmodet om teledata fra, er blevet flyttet cirka 220 meter mod sydvest. | Foto: Jacob Ehrbahn
En fejl betyder, at det sted, som politiet har anmodet om teledata fra, er blevet flyttet cirka 220 meter mod sydvest. | Foto: Jacob Ehrbahn
AF RITZAU

Teleselskabet TDC har opdaget en ny fejl i et system, som omfatter de områder, som selskabets mobilmaster dækker. Konsekvensen er, at der er brugt fejlbehæftede oplysninger i en stribe straffesager.

Det oplyser Rigsadvokaten fredag i en pressemeddelelse. Samtidig har Folketingets retsudvalg fået besked om fejlen.

Den består nærmere i, at det sted, som politiet har anmodet om teledata fra, er blevet flyttet cirka 220 meter mod sydvest.

Derfor vil anklagere nu orientere forsvarere i 30 verserende straffesager, hvor der er rejst tiltale.

Det samme sker i forhold til forsvarere i yderligere 13 sager, hvor dommen er blevet afsagt. Og endelig sendes der også information til forsvarere i sager, som er under efterforskning.

Orienteringen sker for "en god ordens skyld", lyder det fra statsadvokat Pernille Breinholdt Mikkelsen i pressemeddelelsen.

"Det her er et eksempel på en fejl, som viser de usikkerheder, der kan være ved brugen af teledata. Teledata bliver i dag varedeklareret, så det nu er mere tydeligt, hvilke potentielle fejlkilder og usikkerheder, man skal være opmærksom på," siger hun.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) skriver da også til retsudvalget, at Rigsadvokaten mener, at der har været "transparens hos straffesagens aktører om de fejl og usikkerheder, der kan være forbundet med anvendelsen af teledata".

I 2019 opstod der stor uro om brug af teledata, som var fejlagtige. I et par måneder gik en del sager i stå hos domstolene. Omkring 10.000 sager skulle undersøges på ny.

Forleden oplyste formanden for en uafhængig kontrol- og styregruppe, landsdommer Olaf Tingleff, til Ritzau, at man endnu ikke er stødt på tilfælde, hvor uskyldige er blevet dømt på baggrund af fejl i teledata.

Indtil nu har en taskforce tjekket 3500 sager siden december sidste år.

Endnu tyder intet på uskyldigt dømte i teledatasag

Anklagere skal tjekke straffesager for fejl i mobildata

Fejl i politiværktøj kan have ført til forkerte mobildata

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også