AdvokatWatch

Endnu tyder intet på uskyldigt dømte i teledatasag

Kontrolgruppe har gransket cirka 3500 sager uden at støde på justitsmord. Arbejdet ventes færdigt til nytår.

Fejl i teledata har medført, at flere tusinde straffesager skal granskes, ligesom teledata i en periode blev bandlyst som bevis i retten. Foto: Jens Dresling

Foreløbig tyder intet på, at uskyldige er blevet dømt på baggrund af den såkaldte teledatasag. De efterforskere og jurister, som siden december har arbejdet med at gennemgå tusindvis af afsluttede straffesager, er ikke stødt på nogen justitsmord.

Det fortæller landsdommer Olaf Tingleff, som er formand for den uafhængige kontrol- og styregruppe, som justitsministeren har nedsat i sagen.

"Men jeg kan ikke garantere, at vi ikke i morgen finder tre sager, hvor det er vores opfattelse, at sagen bør genoptages. Det er jo en mulighed, og det er derfor, vi er her," siger Olaf Tingleff.

Den såkaldte taskforce bestående af efterforskere og jurister, som har stået for det praktiske arbejde i sagsgennemgangen, har været i gang siden december.

Ifølge Olaf Tingleff har taskforcen på nuværende tidspunkt gennemgået cirka 3500 sager.

"Vi stiler efter, at arbejdet kan være afsluttet omkring årsskiftet," siger Olaf Tingleff.

I to måneder i efteråret 2019 fik anklagemyndigheden forbud mod at anvende et af de mest gængse typer af beviser i retten, nemlig teledata. En række retssager blev udskudt, andre sat på pause og forsinket i månedsvis.

Det viste sig, at der gennem en årrække havde været uregelmæssigheder i behandlingen af de oplysninger, som politiet indhenter fra teleselskaberne i tusindvis af sager.

Justitsvæsnet – helt op på ministerniveau – frygtede, at uskyldige kunne være blevet dømt – altså såkaldte justitsmord. Og før man kunne stole på teledata som bevis, ville man ikke igen bruge dem som bevis i retten.

"Fejlene hos Rigspolitiet kan potentielt have ført til, at uskyldige er blevet dømt, og at skyldige er gået fri for straf, lød det blandt andet fra justitsminister Nick Hækkerup (S) i en orientering til Folketingets Retsudvalg.

I forlængelse af det blev en større granskning af tusindvis af straffesager indledt. I første omgang var det sager fra perioden 2012-2019.

Men efterfølgende blev perioden udvidet, så det var sager helt tilbage til 2010, der skulle kigges efter i sømmene.

Olaf Tingleff er formand for den uafhængige styregruppe, som ud over ham selv består af forsvarsadvokaterne Karoline Normann og Kristian Mølgaard, strafferetsprofessor Jørn Vestergaard og tidligere chefpolitiinspektør Sten Skovgaard Larsen.

Gruppen skal sætte retningslinjerne for, hvordan sagsgennemgangen skal foregå. Gruppen foretager også stikprøvekontrol af konkrete sager, men det praktiske arbejde udføres af en taskforce bestående af anklagere og efterforskere.

Endnu er gruppen ikke stødt på én eneste sag, som man har ment skulle indbringes for Den Særlige Klageret med en begæring om genoptagelse på grund af brugen af teledata.

Klageretten har ifølge Olaf Tingleff modtaget 11 begæringer fra dømte eller deres advokater, hvor brugen af teledata har indgået i kravet om genoptagelse. Ni af de sager er afgjort, uden at begæringen er blevet efterkommet.

Minister: Tog for lang tid at orientere retsvæsen om teleskandale

Rigspolitichefen blev advaret om teledata allerede i 2010

Særlig gruppe skal granske ti års teledatasager

Relaterede

advokatwatch trial

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier