Forsvarsadvokat afviser at trække omfattende momssag i langdrag

Tirsdag begynder sag om momssvig seks år efter, der blev rejst tiltale. Sagen har taget ekstraordinært lang tid, mener anklageren, mens forsvarsadvokat afviser at have trukket sagen i langdrag.
"Det er nok min erfaring, at hvis advokater prøver at trække sager i langdrag ved hjælp af fiktive indsigelser, får det hurtigt en ende," siger forsvarsadvokat Lars Henriksen. | Foto: Anthon Unger
"Det er nok min erfaring, at hvis advokater prøver at trække sager i langdrag ved hjælp af fiktive indsigelser, får det hurtigt en ende," siger forsvarsadvokat Lars Henriksen. | Foto: Anthon Unger
AF RITZAU

Den påståede momssvig skete for mere end ti år siden, og sagens anklageskrift har været klar siden 2014.

Alligevel er det først tirsdag, at Retten i Aalborg tager hul på sagen, hvor en mand og en kvinde er tiltalt for momssvig for 7,5 millioner kroner.

Siden Nordjyllands Politi for cirka seks år siden sendte anklageskriftet til retten, har der været rejst en stribe formelle og processuelle indsigelser, som har forsinket sagen.

Blandt andet er det blevet undersøgt, om anklageskriftets udformning lever op til lovens krav. Også EU-retlige spørgsmål har været rejst.

De tiltalte har også ment, at dommer Poul Erik Nielsen tidligere er kommet med tilkendegivelser, som gav indtryk af, at han havde dannet sig en bestemt opfattelse af sagen.

Men dommeren og de to domsmænd afviste at være inhabile, og Vestre Landsret kom i februar 2019 frem til samme vurdering.

En langvarig behandling af en straffesag kan bruges til at give en strafrabat.

Lars Henriksen, der er forsvarer for den kvindelige tiltalte, afviser at have forsøgt at trække sagen i langdrag.

"Det er nok min erfaring, at hvis advokater prøver at trække sager i langdrag ved hjælp af fiktive indsigelser, får det hurtigt en ende. Så det har vi ikke gjort for at trække sagen i langdrag."

"Jeg synes også, at de processkridt, som vi har taget, har vi håndteret ganske hurtigt som forsvarere," siger advokaten.

Specialanklager David Schmidt Hvelplund fortæller, at det er en omfattende sag med cirka 20.000 siders materiale.

"Selvfølgelig vil sådan en sag nok tage år, men den har taget ekstraordinært lang tid. Det skal begge parter nok komme med bemærkninger til," siger han.

For længe siden har retten besluttet at beskytte de tiltalte med et navneforbud. Den påståede momssvig skal være begået i perioden fra 2007 til 2010.

Ifølge anklageskriftet gav de som virksomhedsejere, direktører og ansvarlige ledere urigtige eller vildledende oplysninger, så statskassen blev snydt for samlet 7,5 millioner kroner i moms.

Begge tiltalte nægter sig dog skyldige.

Der er afsat adskillige dage til at behandle sagen i Retten i Aalborg. Anklageren forventer, at sagen tidligst er færdiggjort i november. Da vil det være over seks år siden, at sagens anklageskrift lå klar.

Men er de tiltalte eller anklagemyndigheden utilfredse med dommen, kan sagen skulle afgøres af landsretten, før der kan sættes endeligt punktum.

Minister overvejer forældelsesfrist på skattesager efter politisk pres

Kammeradvokaten svarer igen på kritik: "Det er en grov og uberettiget beskyldning"

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også