Oprydning i krakket kødkoncern runder 8000 timer: "En arbejdstung sag"

Arbejdet med den omfattende Skare-konkurs er ”rykket ud af de fysiske lokaler i Vejen og ind på advokatkontorerne,” siger Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten, der er en del af kuratellet.
Boris Frederiksen, partner og bestyrelsesformand hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, danner kuratel med Corna Levin Munch fra Kirk Larsen & Ascanius i den konkursramte kødkoncern Skare. | Foto: Pr
Boris Frederiksen, partner og bestyrelsesformand hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, danner kuratel med Corna Levin Munch fra Kirk Larsen & Ascanius i den konkursramte kødkoncern Skare. | Foto: Pr

Timerne flyder i en lind strøm i bestræbelserne på at rydde op i den konkursramte kødkoncern Skare i Vejen, og kuratorerne har nu brugt knap 8500 timer på arbejdet siden kollapset i februar.

Det fremgår af en orientering til kreditorerne i det største af konkursboerne, Skare Meat Packers, som AdvokatWatchs søstermedie AgriWatch har fået aktindsigt i.

Den er sendt på gaden 1. december 2023, og her fremgår det, at Boris Frederiksen og Corna Levin Munch sammen med deres folk fra henholdsvis Poul Schmith/Kammeradvokaten og Kirk Larsen & Ascanius har lagt 3447 timer i boet siden seneste redegørelse 1. juni 2023.

Dengang lød opgørelsen på 5030 timer, og dermed er det samlede tidsforbrug pr. 1. december helt konkret 8477 timer.

”Det har været en arbejdstung sag, og det er det for så vidt stadigvæk,” konstaterer Boris Frederiksen

”Vi har ikke ti mand på sagen dagligt, som vi havde i de første måneder, og arbejdet er også rykket ud af de fysiske lokaler i Vejen og ind på advokatkontorerne, hvor vi så bearbejder det materiale, vi har fået,” siger han til AdvokatWatch. 

Millionhonorar

Taxameteret tikker med andre ord ufortrødent videre på advokatkontorerne, der kan se frem til at dele et millionhonorar i porten, når støvet engang har lagt sig.

”Når vi når dertil, kommer vi til at indstille et samlet honorar til skifteretten efter de parametre, som konkursloven taler om, og den taler om medgået tid, opnåede resultater og det med arbejdet forbundne ansvar.” 

”Men det er klart, at det er et stort antal timer, og vi er da mest sandsynligt på den anden side af 5 mio. kr.,” siger Boris Frederiksen.

Han fastholder dermed det ”forsigtige skud” på salæret, som han fremsatte i maj.

Hvis man går ud fra, at timeprisen for en fuldmægtig – nok lavt sat – ligger et sted mellem 1000 og 1500 kr., har det samlede salær dog allerede krydset mindst 8 mio. kr., hvis man altså alene regner på det, der må antages at være blandt den billigste arbejdskraft i forbindelse med oprydningen.

Kødkroge og makulator på auktion

De klart mest tidskrævende poster siden juni er ifølge skrivelsen ”sædvanlig bobehandling”, der har slugt 1197 timer, samt arbejde forbundet med salg af varelageret af både fersk og frosset kød, der bestod af i alt mere end 2400 ton. Det har krævet 757 timer det sidste halve år.

I den anden ende af spektret er der siden seneste redegørelse brugt 25 timer på løbende online-auktioner over aktiver såsom kødkroge, gaveartikler, ærmeskånere, handsker, træsko, hætter, etiketter og små-kontormaskiner som for eksempel makulator.

”Provenuet af disse mindre auktioner beløber sig til netto kr. 128.000,” fremgår det.

Alt det praktiske er ifølge Boris Frederiksen ”sådan set overstået”, og kuratorerne er nu i undersøgelsesfasen, hvor de blandt andet kigger på ledelsesansvar, omstødelser, tilgodehavender og mulige retssager, forklarer han.

Kuratellet lægger blandt andet an til en eller flere sager om konkurskarantæne mod den tidligere ledelse i Skare-koncernen, fremgår det af redegørelsen.

Ny front i advokatkrig

Efter flere år med underskud gik en stribe selskaber i Skare-koncernen konkurs i begyndelsen af februar i år. Siden det omfattende kollaps har skifteretten i Esbjerg lagt lokaler til timelange retsmøder og juridiske slagsmål mellem blandt andre ejerleder Kurt Skares advokater fra Andersen Partners og kuratorerne. 

Flere advokater har desuden forsøgt at klemme sig ind i oprydningsarbejdet, hvorfor der har været flere kuratorvalg.

En salærstrid har siden seneste redegørelse åbnet en ny front i advokatslagsmålet. 

Jan Bruun Jørgensen fra Andersen Partners, der blev afsat som kurator få dage efter konkursen, har således bedt om et honorar på knap en halv million kroner for arbejdet som kurator i perioden 1.-3. februar 2023, hvilket kuratellet bestrider.

”Vi synes, at beløbet er højt perioden taget i betragtning, og så er der også et habilitetsspørgsmål, da vi mener, at Jan Bruun Jørgensen og Andersen Partners har været for tæt på Kurt Skare til at kunne fungere som kurator,” sagde Boris Frederiksen tidligere på ugen til AdvokatWatch.

Han pegede på, at Andersen Partners har repræsenteret Skare-familien op til konkursen og efterfølgende er blevet personlig advokat for ejerleder Kurt Skare.

Jan Bruun Jørgensen er dog ikke enig i, at han var inhabil som kurator, eftersom Andersen Partners primært bistod Skare-koncernen omkring drøftelser med kreditorer i et halvt år op til konkursen.

”Når jeg ser det tidsforbrug, kuratellet i kreditorinformationerne har oplyst om, overrasker det mig, at kuratellet synes, at mine medarbejdere og jeg i den indledende fase brugte for mange timer.”

”Jeg har over for skifteretten udførligt redegjort for det anvendte timeforbrug. Det omfattende tidsforbrug er blandt andet påvirket af, at vi det første døgn som de eneste arbejdede på konkursboerne,” skrev han i en kommentar.

Parterne har siden sommer afgivet flere indlæg til skifteretten i striden, der i redegørelsen indgår under posten ”fordringsprøvelse”, hvor der er registreret et samlet tidsforbrug på 312 timer siden juni. Her tager kuratorerne stilling til anmeldte krav i konkursboet.

Ti selskaber i Skare-koncernen er p.t. under konkursbehandling. Boris Frederiksen og Corna Levin Munch behandler alle på nær ét af boerne. Henrik Sjørslev fra DLA Piper er udpeget som kurator i Kurt Skares personlige holdingselskab, Skare Holding, fordi Boris Frederiksen og Corna Levin Munch er fundet inhabile på grund af et erstatningskrav mod dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter