Advokat dømt for at vise video fra voldtægtssag

Vestre Landsret har tirsdag stadfæstet en byretsdom, som forbyder advokat at arbejde som forsvarer i et år. (Opdateret)
I Vestre Landsret har tre juridiske dommere og tre domsmænd bedømt sagen. De var enige om, at advokaten var skyldig, og flertallet var enige om straffen. | Foto: BO AMSTRUP
I Vestre Landsret har tre juridiske dommere og tre domsmænd bedømt sagen. De var enige om, at advokaten var skyldig, og flertallet var enige om straffen. | Foto: BO AMSTRUP
Af Ritzau

I det næste år må en erfaren advokat fra Viborg ikke beskæftige sig med sit hovedområde, straffesager. Det har Vestre Landsret besluttet tirsdag.

Samtidig er advokaten idømt 40 dages fængsel – en betinget dom, som i udgangspunktet ikke skal afsones – og han er dømt til at betale 10.000 kroner i godtgørelse til en kvinde, hvis blufærdighed er blevet krænket.

Det oplyser specialanklager Christina Schou fra Statsadvokaten i Viborg til Ritzau.

Sagen drejer sig om en video af seksuel karakter med en mand og en kvinde. I 2019 blev manden sigtet og siden tiltalt for voldtægt af kvinden. Videoen indgik som bevis.

I byretten blev manden dømt for voldtægt. Advokaten havde imidlertid en mistanke om, at passager i videoen var oversat forkert. Derfor viste han videoen til sin klients ven, som også tidligere havde hjulpet advokaten med at tolke under møder med klienten.

Vennen havde desuden vidnet i byretten.

Men ved at vise videoen, der måtte anses som fortrolig, da den under retssagen var blevet vist for lukkede døre, misbrugte advokaten sin stilling. Og ikke nok med det. Han krænkede også kvindens blufærdighed.

Siden blev hans klient i landsretten frifundet i voldtægtssagen, men det ændrede ikke på, at advokaten brød loven ved at vise videoen.

Overvejer næste skridt

I marts blev advokaten dømt ved Retten i Viborg. Han ankede dommen til Vestre Landsret og forlangte frifindelse. Statsadvokaten i Viborg ankede også og krævede straffen skærpet.

I Vestre Landsret har tre juridiske dommere og tre domsmænd bedømt sagen. De var enige om, at advokaten var skyldig, og flertallet var enige om straffen.

Landsrettens dom kan som udgangspunkt ikke ankes. Kun med en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kan den indbringes for Højesteret.

Advokatens advokat, Mette Grith Stage, siger, at hun og klienten nu vil overveje, om man skal søge om en såkaldt tredjeinstansbevilling.

”Jeg synes, det er meget indgribende med en rettighedsfrakendelse i denne her sag,” siger hun.

(Opdateret 16/8-2023 kl. 07.06 med yderligere oplysninger, herunder udtalelse fra advokatens forsvarer, Mette Grith Stage.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter