Øget kontrol hos banker får kriminelle til at bruge advokater til hvidvask

Kriminelle jagter alternativer til bankerne, og her ender de i flere tilfælde hos advokater, der stiller deres klientkonto til rådighed for hvidvask. ”Det er noget, vi ser oftere,” siger kurator. 
Hvidvask er dybt samfundsskadeligt, og advokater selvfølgelig ikke skal medvirke til det, lyder det fra tilsynsmyndighed. | Foto: René Schütze
Hvidvask er dybt samfundsskadeligt, og advokater selvfølgelig ikke skal medvirke til det, lyder det fra tilsynsmyndighed. | Foto: René Schütze

Kriminelle bruger i stigende grad advokater til at gennemføre mistænkelige overførsler, fordi bankernes hvidvaskkontrol er blevet mere effektiv. 

Sådan lyder det fra flere kuratorer, som AdvokatWatch har talt med.

”Inden for de seneste to-tre år har jeg haft en håndfuld sager, og det meste har været inden for nyere tid,” siger Pierre Martin Ellegaard Adolfsen fra Sundgaard Advokater. 

Han vurderer på lige fod med andre konkursadvokater, at der i de senere år er sket en stigning i antallet af sager med advokater, der har stillet deres klientkonto til rådighed for mistænkelige virksomheder og personer, som forinden er blevet smidt ud af banken af frygt for netop hvidvask. 

I flere tilfælde har modtagerne af pengene fra advokaternes klientkonti senere tilstået hvidvask. 

Rune Derno, advokat og partner hos Poul Schmith/Kammeradvokaten, bekræfter tendensen og fortæller, at bankerne er blevet bedre til at opdage risikoen for hvidvask. 

Kunder, hvor transaktionsmønsteret indikerer, at der foregår noget forkert, bliver smidt ud. 

”I takt med det så er presset steget for at finde andre måder at gennemføre betalingstransaktioner,” siger han. 

”Og der ser vi desværre, at der har været et stigende antal sager, hvor en advokat tilsyneladende har lagt klientkonto til at betale transaktionerne, som banken ikke ville gennemføre.” 

Jacob Møller Dirksen, der er partner hos Accura, hvor han bistår en del forsikringsselskaber, herunder i sager om advokatansvar, stemmer i:

”Der er klart en stigning i sager, som handler om overførsler fra klientkonti, hvor der efterfølgende bliver rejst erstatningskrav mod advokaterne, og det er tit en problemstilling i sagerne, at der kan være i hvert fald nogle påstande om overtrædelse af hvidvaskreglerne.” 

Flere sager

Selv er Rune Derno kurator i en netop afsluttet sag, hvor en advokat blev idømt en erstatning på 4,7 mio. kr. for at have stillet klientkontoen til rådighed for transaktioner til flere selskaber, hvor ét senere blev fundet skyldig i hvidvask. 

”Helt generelt kan jeg sige, at vi ser en tendens til, at der opstår flere sager af denne type,” siger han. 

Der har de seneste år været flere sager, hvor advokaters klientkonti har været i søgelyset. Blandt andet blev en sjællandsk advokat i efteråret sigtet for hvidvask.

AdvokatWatch er bekendt med flere verserende sager, hvor kuratorer jagter penge, der er forsvundet via advokaters klientkonti, men Advokatsamfundet afviser, at der er tale om en tendens.

Det er dog en problematik, tilsynet er opmærksom på, lyder det fra Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton.

”Her har vi de seneste år taget initiativ til et særligt specifikt hvidvasktilsyn, og vi kontrollerer også hvidvasksager i vores generelle tilsyn, når vi udtager advokater der har sager omfattet af hvidvaskreglerne,” udtaler han i et skriftligt svar. 

Derudover er der så sent som i efteråret udgivet en ny vejledning om hvidvaskreglerne, ”så alle advokater kan se, hvad de skal leve op til.” 

“Hvidvask er dybt samfundsskadeligt, og advokater skal selvfølgelig ikke medvirke til det,” lyder det. 

Banker har skærpet indsats

Hos både Rune Derno og Pierre Martin Ellegaard Adolfsen er vurderingen, at de kriminelles ryk mod advokaterne er sket som følge af bankernes skærpede indsats på hvidvaskområdet. 

Særligt i kølvandet på hvidvaskskandalen hos Danske Bank har bankerne fået bedre værktøjer til at spotte de problematiske betalingsmønstre og dermed til at afvikle de kundeforhold, hvor der er indikationer på hvidvask. 

”Der må jeg i hvert fald konstatere, at vi i de forgangne par år har set flere sager, hvor løsningen på det problem er blevet, at en advokat i stedet via klientkontoen gennemfører de betalingstransaktioner, som banken ikke ville gennemføre,” siger Rune Derno. 

Han påpeger, at pengene ender på advokatens klientkonto, uden at det sker som led i en sag, som advokaten skulle varetage for klienten. 

Ifølge Pierre Martin Ellegaard Adolfsen er advokater én ud af mange alternativer for kriminelle, der vil lave overførsler. 

”Det er sjældent, det her sker, men det sker, fordi der er nogen, der lader sig overtale. Der er bare den væsentlige forskel, at advokater burde vide bedre, og advokater nyder en velanseelse i samfundet, så der er større tillid til dem.” 

Der findes relativt begrænset retspraksis med sager, hvor klientkonti er blevet stillet til rådighed, og det kunne ifølge advokaten tyde på, at der har været en stigning i antal tilfælde. 

”Jeg oplever, at i forhold til for fem til ti år siden, så er det noget, vi ser oftere.” 

Effektiv kamuflering

Fremgangsmåden i sagerne er lig hinanden. 

Der er som oftest tale om en virksomhed, der går til sin advokat og beder om at benytte klientkontoen som bank, fordi virksomheden har fået afslag ved forskellige banker. 

Advokaten er ofte forinden blevet oplyst, at den erhvervsdrivende er blevet smidt ud at sit tidligere pengeinstitut. Her er det så, at de pågældende overførsler, som banken hejste rødt flag ved, gennemføres via advokatens klientkonto. 

”Her har man efterfølgende kunnet konstatere, at hvis ikke alle, så er i hvert fald flere af betalingerne hen over advokatens klientkonto sket til selskaber, der er omfattet hvidvask-komplekser,” fortæller Pierre Martin Ellegaard Adolfsen om de sager, han har siddet med. 

Netop advokaterne og deres klientkonti kan være særdeles effektive til den slags, idet bankerne har vanskeligere ved at opdage hvidvask, når betalingerne gennemføres den vej. 

Hvis bankens kunde er en restaurant eller en autoforhandler, er det nemmere at opdage, hvis transaktioner på kontoen afviger væsentligt fra det normale.

Omvendt svinger betalingsmønstrene i sagens natur mere på en klientkonto, mens advokater samtidig er underlagt en række regler, som skal forhindre, at de uden at vide det kommer til at medvirke til hvidvask. 

“Jeg vil tro, at bankernes kontrol med klientkonti i hvert fald i et vist omfang baserer sig på en grundlæggende præmis om, at advokaterne også iagttager disse regler,” siger Rune Derno. 

Fra Pierre Martin Ellegaard Adolfsen lyder det: 

”Kan man få en advokat overtalt, er det en effektiv kamuflering af hvidvaskede midler.” 

”Unge mennesker, der ikke ved bedre”

Den etablerede advokatstand har som oftest værktøjerne til at opfange mistænkelig aktivitet. 

Advokaterne, der ender i de her sager, sidder ifølge Pierre Martin Ellegaard Adolfsen i de fleste tilfælde på enkeltmandskontorer. 

Typisk er det ”unge mennesker, der ikke ved bedre,” der ender som muldyr for de kriminelle. 

”Og så er spørgsmålet, hvad motivet er? Er det fordi, de mangler penge eller er under pres. Noget må jo motivere dem til at gøre det her,” siger han. 

Virker det til, at systemet på en måde er sårbart over for det her, da banker måske i højere grad føler sig sikre ved advokater?

”Reglerne er meget klare, og du kan ikke blive advokat uden at blive undervist i det her.”

”Det her er noget, som advokatstanden har meget stor fokus på, og Advokatsamfundet har flere ansatte, der har øje på det her. Og i forhold til oplysning gør Advokatsamfundet meget.”

Rune Derno påpeger på samme måde, at der er meget klare regler på klientkontoområdet, som alle advokater i landet er bekendt med. 

”Der er rigtig mange advokater i Danmark, og desværre er det nok vanskeligt for tilsynsmyndighederne at identificere de få af dem, hvor reglerne ikke overholdes.” 

Betydelige initiativer på området

Hos Advokatsamfundet oplyser generalsekretær Andrew Hjuler Crichton, at der er lavet betydelige initiativer på området. 

”Der er efter vores opfattelse omfattende krav til, hvordan advokater skal agere, så de enten har pligt til at indberette mistænkelige forhold eller afstår fra at tage sagerne (skal udtræde af sager), alt afhængigt af omstændighederne.” 

Man overvejer løbende, om tilsynstrykket er det rette, og om det kan og skal skærpes på visse områder.

”Det udelukker vi bestemt ikke, men det er ikke noget, vi konkret har taget stilling til i forhold til denne her type sager.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter