Fondsbørschef håber på mere aktivitet efter Gubra-notering

En bedring på finansmarkederne ”kan hurtigt gøre, at folk kommer ud af starthullerne,” siger noteringschef hos Nasdaq efter børsnoteringen af Gubra.
De juridiske og finansielle rådgivere kunne dele et honorar på i alt 33,8 mio. kr., da Gubra torsdag gik på Børsen. | Foto: Nasdaq / Pr
De juridiske og finansielle rådgivere kunne dele et honorar på i alt 33,8 mio. kr., da Gubra torsdag gik på Børsen. | Foto: Nasdaq / Pr
af marketwire

Stor usikkerhed på de finansielle markeder på grund af de stigende renter, den høje inflation og usikkerhed om makroøkonomien giver ikke de bedste forudsætninger for at bringe nye selskaber på børsen.

Men kontrakt- og biotekvirksomheden Gubra har vist, at det kan lade sig gøre, hvilket kan inspirere andre til at gå samme vej.

Det vurderer Carsten Borring, der er noteringschef på Nasdaq Copenhagen, over for MarketWire, efter børsdebuten til Gubra torsdag morgen.

”Kapital hænger ikke ligefrem på træerne i øjeblikket, men Gubra kom flot i mål og får frisk kapital. Det er et rigtigt entreprenørdrevet selskab, hvor stifterne fortsat sidder meget tæt omkring bordet.”

”Hidtil har virksomheden klaret sig med organisk vækst, så det er bestemt en helt ny og spændende rejse, de står foran, hvor de lige pludseligt har 500 mio. kr., som skal bruges til at sparke gang i noget mere forretning,” siger Carsten Borring.

Inklusive en overallokeringsret blev der i forbindelse med børsnoteringen solgt Gubra-aktier for 575 mio. kr., hvilket der ifølge Carsten Borring ikke er mange, der kan præstere i en noget sløj tid for nynoteringer.

”Det er et stærkt signal, at Danmark for en gangs skyld kan være med til at starte det her børsnoteringsmarked. Der er altså langt mellem børsnoteringerne i verden lige nu, så selv om man kan synes, at Gubra er en lille en, så er den faktisk ikke så lille, når man kigger i internationalt perspektiv. Det, der kommer på børsen i USA, er ikke særligt stort,” siger Carsten Borring.

Kan inspirere andre

At det lykkedes Gubra at komme på børsen efter en tæt på snorlige proces, hvor Plesner og Gorrissen Federspiel var involveret, kan ifølge Borring inspirere andre. Noteringschefen erkender dog samtidig, at pipelinen af mulige andre nynoteringer ikke er prangende lige nu.

”Pipelinen er ikke specielt stærk, men til gengæld ved vi også, at bedring på finansmarkederne hurtigt kan gøre, at folk kommer ud af starthullerne, fordi der er behov for kapital derude – det kan vi jo mærke,” siger Carsten Borring.

Han kalder børsnoteringsmarkedet for et spejl på den omlæggende økonomi.

”Det er ligesom realtids-økonomi-barometret for hele verden, når du ser på en børs, og hvordan kurserne bevæger sig, og hvor meget kapital der kan blive rejst. Og lige nu er der enorm usikkerhed om, hvor skal vi hen.”

”Men det er i tider med usikkerhed, hvor det er perfekt at gøre sin virksomhed klar til at komme på børsen, lige så snart at der kommer lidt mere ro på markederne. Gubra har vist vejen – at det kan lade sig gøre, hvis du har en fornuftig virksomhed,” siger Carsten Borring.

I forhold til Gubra mener han desuden, at det har været tiltrækkende for investorerne, at selskabet har den specielle blanding for et biotekselskab, at det både har noget fast kontraktarbejde med forskning for store medicinalselskaber og samtidig har sin egen mere traditionelle biotek-pipeline.

Han fremhæver også det specielle ved biotekselskaber generelt, at deres forretningsmodel er intakt, trods de usikkerheder der præger økonomien lige nu med blandt andet høj inflation og stigende renter.

”For biotek er det den samme historie som for to år siden, nemlig at de skal have et produkt på markedet, og det er ikke blevet dårligere som følge af konjunkturerne. Det har været sværere at finde pengene, men selve deres slutprodukt er ikke blevet dårligere.”

”Modsat har mange andre brancher været nødt til at ændre deres salgsforudsigelser som følge af ændrede udsigter,” siger Carsten Borring.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter