Tæt advokatforbindelse kan gøre to borgmestre inhabile i Christiania-sag

Enhedslisten-borgmestre i København har bånd til Christianias advokat Knud Foldschack og får nu undersøgt habilitetsregler.
Københavns teknik- og miljøborgmester Line Barfod (billedet) og socialborgmester Karina Vestergaard Madsen, begge fra Enhedslisten, vil have undersøgt, om de er inhabile i beslutninger om byggeri på Christiania. | Foto: Marcus Emil Christensen
Københavns teknik- og miljøborgmester Line Barfod (billedet) og socialborgmester Karina Vestergaard Madsen, begge fra Enhedslisten, vil have undersøgt, om de er inhabile i beslutninger om byggeri på Christiania. | Foto: Marcus Emil Christensen
AF RITZAU

Enhedslistens to fagborgmestre i Københavns Kommune har erklæret sig foreløbigt inhabile, når der skal træffes beslutninger om byggeriet af almene boliger på Christiania.

Det skriver Politiken.

Der er tale om teknik- og miljøborgmester Line Barfod samt socialborgmester Karina Vestergaard Madsen.

De har begge tætte bånd til Knud Foldschack. Han har i mange år været advokat for Fonden Christiania og sidder i bestyrelsen.

”Jeg har valgt at sige, at jeg skal have afklaret reglerne for habilitet, fordi jeg har arbejdet som advokat for Christiania, inden jeg blev borgmester, og fordi min datter nu arbejder som advokat for Christiania sammen med Knud Foldschack,” siger Line Barfod til Politiken.

Også Karina Vestergaard Madsens datter arbejder hos Foldschack.

Hun skriver i en mail til avisen, at hun ingen økonomiske interesser har i sagen.

Hun ”forventer ikke at være inhabil, men jeg vil hellere være på den sikre side og få lavet en juridisk vurdering”, lyder det.

Frem mod 2031 skal der opføres 15.000 kvadratmeter almene boliger på Christiania i København. Det skal være med til at sikre, at almindelige mennesker får råd til at bo i hovedstaden.

Den aftale blev en realitet natten til mandag i denne uge, da christianitterne sagde ja til et udspil fra regeringen.

Når der skal laves en lokalplan for, hvor på Christiania boligerne skal opføres, hører det under teknik- og miljøborgmesteren.

Det skal også til afstemning i det politiske udvalg. Line Barfods jurister undersøger nu, om hun kan deltage i den slags afstemninger, skriver Politiken.

Både hun og hendes datter har direkte beskæftiget sig med Christiania hos Knud Foldschack.

Man er inhabil i en sags behandling i Borgerrepræsentationen eller udvalgene, hvis ”du har en særlig personlig eller økonomisk interesse af en vis styrke i en sags afgørelse”. Det fremgår af Københavns Kommunes hjemmeside.

”Det afgørende i vurderingen af, om du er inhabil, er om din interesse i sagen kan karakteriseres som ”særlig”.”

”Det betyder med andre ord, at din interesse i sagen skal adskille sig fra den interesse, som andre må antages at have i sagen,” står der.

Foldschack har fundet lommeregneren frem for Christiania

Advokatfirma har bygget til med strafferetsafdeling: ”Vi stopper ikke her”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også