Foldschack har fundet lommeregneren frem for Christiania

Advokat Knud Foldschack er vanen tro blevet hyret af christianitterne, der har bedt ham regne på, hvad det vil koste dem at sige nej til udspil fra regeringen.
Knud Foldschack vurderer, at Christiania risikerer at ende i en økonomisk uoverskuelig situation. | Foto: Jonas Olufson
Knud Foldschack vurderer, at Christiania risikerer at ende i en økonomisk uoverskuelig situation. | Foto: Jonas Olufson
AF RITZAU

Det vil koste hver christianit mere end 3000 kroner om måneden, og det kan ende med fristadens konkurs, hvis Christiania vælger at sige nej til en aftale med regeringen om at bygge hundredvis af almene boliger.

Det siger Knud Foldschack, der er Christianias advokat, til Politiken.

Christianitterne har bedt Knud Foldschack regne på, hvad det vil koste dem at sige nej til regeringens aftale.

Og det vil bringe Christiania i en økonomisk uoverskuelig situation, lyder det.

”Alene istandsættelse af de statsejede bygninger, som Christiania har forpligtet sig til at renovere, koster mindst 25 millioner kroner. Og det vil koste omkring syv millioner kroner at fjerne og genopbygge de huse, som staten kræver ryddet,” siger han til Politiken.

Normalt blander Knud Foldschack sig ikke i diskussionerne om fristadens fremtid.

Som advokat for Fonden Christiania og medlem af bestyrelsen plejer han at holde sig i baggrunden, når christianitterne skal træffe beslutninger.

Men ikke denne gang. Han anbefaler, at Christiania tager imod tilbuddet.

For han mener, at Christiania risikerer at gå konkurs, hvis ikke beboerne siger ja til aftalen. Det vil ikke nødvendigvis ske med det samme, men så om nogle år.

Omvendt siger byhistoriker Allan Mylius Thomsen, der har et indgående kendskab til Christiania, at et ja vil være ”den endelige lovliggørelse af Christiania”. Det siger han til Politiken.

Aftalen, som den socialdemokratiske regering har tilbudt Christiania, indebærer, at der frem mod 2031 skal opføres 15.000 kvadratmeter almene boliger på fristaden.

Det svarer til omkring en tredjedel af det boligareal, der i dag findes.

Til gengæld får Christiania lov til at købe en del af Christianshavns Vold og de boliger, som de lejer af staten.

Dem har staten tilbudt at sælge for 67 millioner kroner i statsgaranterede lån.

Tilbuddet har dog vakt bekymring blandt christianitter for, hvordan de almene boliger, der i så fald skal bygges, kan spille samme med det eksisterende Christiania, og hvem der skal bo der.

Beboerne på Christiania har af indenrigs- og boligminister Christian Raabjerg Madsen (S) fået frem til 29. august til at beslutte sig for, om de vil tage imod statens tilbud.

Afslår christianitterne regeringens tilbud, vil det få ”en stribe konsekvenser”, har Indenrigs- og Boligministeriet tidligere meddelt.

Fremtrædende advokat får bøde for mulig dobbeltrolle

Foldschack og co. møblerer om efter stort anlagt generationsskifte

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også