Intens kamp i toppen af advokatbranchen: Gorrissen ånder Bech-Bruun tungt i nakken

Kun et mulehår skiller Bech-Bruun og Gorrissen Federspiel, der meget vel kan overhale konkurrenten på målstregen til en milliardomsætning. Også Plesner har igen fået fart på i den benhårde konkurrence blandt danske topadvokater.
Martin André Dittmer (tv) og Steen Rode er topchefer i henholdvis Gorrissen Federspiel og Bech-Bruun, der ligger side om side i toppen af den danske advokatbranche. | Foto: PR/Nikolai Linares
Martin André Dittmer (tv) og Steen Rode er topchefer i henholdvis Gorrissen Federspiel og Bech-Bruun, der ligger side om side i toppen af den danske advokatbranche. | Foto: PR/Nikolai Linares

Den hårde kamp om topplaceringerne blandt de allerstørste danske advokatfirmaer spidser til efter et år med rekordhøj vækst.

Bech-Bruun, der hidtil har haft en komfortabel føring med landets største offentliggjorte omsætning, risikerer nu at blive overhalet af Gorrissen Federspiel, ligesom Plesner også har fået fart på efter et par år i slæbesporet.

”Det er en superhård konkurrence, der er mellem de store, førende advokatfirmaer i Danmark,” konstaterer Bech-Bruuns ledende partner, Steen Rode, over for AdvokatWatch.

Han kunne i sidste uge aflevere Bech-Bruuns regnskab for 2021, og dermed har top-fem blandt de danske advokatfirmaer bundet sløjfe på 2021.

Plesner kunne for en måned siden præsentere et årsregnskab, der viste en vækst på 22 pct., mens Gorrissen Federspiel for et par uger siden fulgte efter med en vækst på knap 20 pct.

De sidste to advokatfirmaer i top-fem Poul Schmith/Kammeradvokaten og Kromann Reumert offentliggør ikke regnskaber og holder deres omsætnings- og væksttal hemmelige.

Gorrissen Federspiel overhaler konkurrenter

Gorrissen Federspiel, Bech-Bruun og Plesner begyndte at offentliggøre regnskabstal i 2016 og 2017, og i den periode har Bech-Bruun haft betydeligt større omsætning end de to konkurrenter, men over de seneste fem år er der sket forskydninger i feltet.

Gorrissen Federspiel har således i perioden lagt 300 mio. kr. på toplinjen – svarende til en samlet vækst på 45 pct. siden 2017.

Bech-Bruun må nøjes med en samlet vækst de seneste fem år på 30 pct., mens Plesner har lagt 28 pct. til toplinjen siden 2017.

Gorrissen Federspiels stabile høje vækst har betydet, at advokatfirmaet i 2019 først overhalede Plesner, der fra 2018 til 2020 havde et par sløve år. Advokatfirmaet mistede blandt andet i 2019 flere nøglepartnere og medarbejdere inden for M&A og fast ejendom til den fremadstormende konkurrent Accura.

Nu ser historien ud til muligvis at gentage sig for Bech-Bruun, der ved årsskiftet måtte sige farvel til tre partnere og over 20 medarbejdere inden for området for vedvarende energi til selvsamme Accura.

Steen Rode vil ikke sige noget om, hvorvidt Bech-Bruun forventer et fald i omsætningen i år, men det ville være en naturlig konsekvens af de markante partnerexit.

Omvendt forventer Gorrissen Federspiel en vækst på 5 pct., og dermed er det meget muligt, at advokatfirmaet slår Bech-Bruun på målstregen og bliver det første danske advokatfirma, der kan bryste sig af en offentliggjort omsætning på over en milliard kroner.

”Det er i dansk kontekst en væsentlig milepæl,” sagde Martin André Dittmer, ledende partner i Gorrissen Federspiel, til AdvokatWatch i forbindelse med regnskabet.

Afviser at gå op i konkurrents toplinje

Gorrissen Federspiel havde en omsætning på 959,5 mio. kr. i 2021, mens Bech-Bruun lige akkurat holdt sig forrest med en omsætning på 968,5 mio. kr.

De to advokatkæmper ligger dermed uhyggeligt tæt, men begge firmaers topchefer bedyrer, at det ikke betyder noget som helst, hvem der er størst.

”Udviklingen på toplinjen er generelt et udtryk for, om man formår at vækste sin forretning, og i den forstand er det ikke ligegyldigt,” siger Martin André Dittmer.

”Men vi er optagede af vores egen forretning og måler os mod os selv – ikke mod konkurrenterne.”

Nogenlunde samme melding kommer fra Steen Rode, der pure afviser, at han skeler til bakspejlet, hvor Dittmer kommer susende for fulde gardiner.

”Det afgørende for os er, at vi har meget tilfredse klienter og glade medarbejdere,” siger Bech-Bruun-topchefen.

Så du er ikke bekymret for, om Gorrissen Federspiel overhaler jer på omsætning i år?

”Nej, vi fokuserer på os selv.”

Ledelse bliver afgørende

Både Steen Rode og Martin André Dittmer anerkender dog, at konkurrencen blandt de største er hård – og at det gælder om at vinde.

”Konkurrencen er benhård. Vores konkurrenter gør det fremragende, og vi er på et ekstremt professionelt marked,” siger Martin André Dittmer.

Gorrissen Federspiel har netop lagt sig fast på den strategi, der skal sikre væksten i fremtiden. Den handler, som Dittmer fortalte i forbindelse med offentliggørelsen af 2021-regnskabet, blandt andet om at blive mere klientvendte.

Derudover bliver ledelse ifølge Dittmer afgørende for at vinde konkurrencen i branchen, der i høj grad afhænger af at kunne tiltrække de bedste medarbejdere.

”Det bedst ledede advokatfirma kommer til at klare sig bedst. Det handler om at kunne tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere, om at sikre, at man har systemer til at understøtte de juridiske ydelser, og om at have en partnerkreds, der vil gøre en forskel og træffe de nødvendige strategiske valg,” siger han.

Den vurdering deler Steen Rode. Ledelse bliver således et ”afgørende konkurrenceparameter”, siger han.

”Hvis man har dygtige ledere, har man også forudsætningerne for at tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere.”

Bech-Bruun har i den forbindelse netop lanceret et forløb, hvor samtlige partnere blandt andet skal uddannes på prestigeuddannelsen Insead i Frankrig.

Bech-Bruun lægger over 100 millioner på toplinjen trods år med modgang

Gorrissen-topchef sigter mod milepæl med ny strategi: ”Milliarden forpligter”

Plesner lægger over 150 millioner til toplinjen i rekordår

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også