EU-ministre er enige om flere kvinder i bestyrelser

Ministre fra de 27 EU-lande er enige om et forslag, der skal sikre en mere ligelig kønsbalance i bestyrelser.
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) ønsker en forstærket indsats for at sikre flere kvinder i bestyrelser for de største danske selskaber. | Foto: LISELOTTE SABROE
Ligestillingsminister Trine Bramsen (S) ønsker en forstærket indsats for at sikre flere kvinder i bestyrelser for de største danske selskaber. | Foto: LISELOTTE SABROE
AF RITZAU

Børsnoterede selskaber skal have bestyrelser med en mere lige fordeling mellem de to køn.

Det er de 27 EU-medlemslandes ministre blev enige om på et møde mandag i Bruxelles.

Her har Danmark og de øvrige landes ministre vedtaget en indstilling til et EU-direktiv om en ny kønsbalance i bestyrelser i børsnoterede selskaber.

”Det er et vigtigt skridt fremad. Jeg opfordrer til hurtige forhandlinger med EU-Parlamentet, så vi kan bryde det glasloft, som kvinder alt for ofte bliver mødt af,” siger den franske beskæftigelsesminister, Élisabeth Borne.

Forslaget lægger op til, at børsnoterede selskaber inden 2027 skal tage skridt til at sikre, at mindst 40 procent af bestyrelsespladserne – når man undtager direktører – skal være besat af det underrepræsenterede køn.

Hvis man tager alle medlemmer af bestyrelsen med – inklusive direktører – så er målet 33 procent.

I indstillingen fra ministrene lægges der op til, at medlemslandene kan vælge mellem de to mål.

Her gøres det også klart, at der fra EU’s side ikke er tale om tvangskvoter. Faktisk kan landene helt suspendere målene, hvis man allerede har nationale mål for kønsbalancen i bestyrelser.

I indstillingen lægges der op til, at selskaber, som ikke formår at leve op til målene i 2027, skal anvende ”klare, utvetydige og neutralt formulerede kriterier”, når de udpeger bestyrelsesmedlemmer.

Medlemslande skal også medvirke til at sikre, at selskaber prioriterer det underrepræsenterede køn, når kandidater har samme ”kompetence og professionelle performance”.

Danske regeringer har traditionelt været skeptiske over for politisk indblanding i selskabers sammensætning af bestyrelser.

Men efter ti års modstand har regeringen ikke bare ændret den danske holdning til EU-direktivet. S-regeringen er også selv kommet med supplerende forslag, som går endnu videre end EU’s.

”Udviklingen i Danmark går simpelthen for langsomt. Og det handler de facto om, at mænd og kvinder ikke har lige mulighed for at være med der, hvor beslutningerne træffes,” sagde ligestillingsminister Trine Bramsen (S) i forbindelse med fremlæggelsen af lovforslagene.

Regeringen vil med de to lovforslag forpligte virksomheder og institutioner med flere end 50 medarbejdere til at opstille måltal for kønssammensætningen.

Regeringens forslag vil omfatte cirka 2400 private virksomheder og cirka 1100 offentlige myndigheder.

Desuden skal virksomheder og myndigheder ikke kun opstille måltal for bestyrelserne, men også for det øverste ledelsesniveau.

Forslaget til EU-direktivet blev fremsat i 2012. Siden har det ligget stille, fordi der var et stort nok mindretal til at blokere for det.

Men for nylig har blandt andet den hollandske og tyske regering droppet modstanden, hvilken den danske regering nu også har gjort.

Regeringen skifter holdning: Støtter forslag om kvinder i bestyrelser

Efter politisk forslag: Advokatbranchens top vil hellere tale om mål end kvoter

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også