Specialistfirma åbner for eksterne investorer og får tung børsprofil i ejerkredsen

Den juridiske rådgiverbranche er normalt lukket land for eksterne investorer, men nu bryder specialistfirma med normen og får Nasdaqs europæiske chef som medejer og formand. ”Det er udtryk for et gearskifte,” siger stifter.
Bjørn Sibbern har været med på mange børsnoteringer. Her børsnoteringen af Dong, der i dag hedder Ørsted, tilbage i 2016. | Foto: Katrine Marie Kragh
Bjørn Sibbern har været med på mange børsnoteringer. Her børsnoteringen af Dong, der i dag hedder Ørsted, tilbage i 2016. | Foto: Katrine Marie Kragh

Der skal sættes ekstra skub i udviklingen hos specialistfirmaet Corit, der har fokus på skatterådgivning.

Corit får således den erfarne erhvervsprofil Bjørn Sibbern som medejer og bestyrelsesformand, viser en ændring i virksomhedsregistret.

”Det her er et udtryk for et gearskifte,” siger Jakob Bundgaard, der er stifter og hidtidig eneejer af Corit, til AdvokatWatch.

Bjørn Sibbern har i mange år været en fremtrædende figur på børsscenen som først chef for børsen i København frem til 2016. Siden da har han haft topposter hos Nasdaq i New York og er i dag europæiske chef for Nasdaq.

”Vi har ti års jubilæum og har været rigtig glade for den udvikling, vi har haft. Men alligevel vil vi gerne prøve noget helt nyt for vores branche ved, at vi tager en ikke-rådgiver ind i ejerkredsen og får en professionel bestyrelse,” siger Jakob Bundgaard og tilføjer:

”Vi får andre markante investorer, så det her påbegynder en strategi, hvor vi går ud af et andet spor end det traditionelle mere partnerdrevede spor.”

Jakob Bundgaard ønsker ikke at løfte sløret for, hvilke andre investorer han er i dialog med.

Hånden bliver på kogepladen

Langt de fleste juridiske rådgivningsfirmaer er partnerejede, og når det gælder advokathuse, er der strikse regler, der forhindrer eksterne ejere.

Debatten om eksternt ejerskab i advokatbranchen blussede op sidste år, da Konkurrencerådet anbefalede, at reglerne skulle løsnes betydeligt op. Men det kan Corit være ligeglad med, da virksomheden til trods for at yde juridisk rådgivning ikke er registeret som et advokatfirma.

”Vi vil prøve at gøre som et traditionelt selskab frem for et partnerfirma, der er ejet af de ledende medarbejdere. Der skal være nogle professionelle ejere og en bestyrelse til at trække den strategiske retning igennem,” siger Jakob Bundgaard.

Skal majoritetsejerskabet fortsat ligge hos partnere, der arbejder i firmaet?

”Ja, i overskuelig fremtid skal det. Det handler også om, at man skal have hånden på kogepladen. Men vi skal have nogle stærke minoritetsinvestorer.”

Satser på udlandet

Corit, der er stiftet af Jakob Bundgaard i 2011, er kendetegnet ved at være meget specialiseret inden for skatteområdet, og de fleste af de godt ti rådgivere i firmaet har en ph.d.-grad eller en professortitel.

Derfor er kunderne også primært de største selskaber, og det skal det fortsat være.

”Endemålet er at skabe en lidt større virksomhed, som bibeholder et distinkt kendetegn med fokus på toppen af erhvervslivet, men som i endnu højere grad kan appellere til internationale kunder,” siger Jakob Bundgaard og tilføjer:

”Vi har godt fat i de store selskaber herhjemme, og vi får også i stigende grad luft under vingerne i udlandet, men vi vil gerne accelerere den udvikling.”

Netop de internationale ambitioner er en hovedårsag til, at det netop er Bjørn Sibbern, der er blevet hevet ind.

”Grunden til, at det lige blev Bjørn, skyldes flere ting. For det første er kemien i top, og han har meget stor tillid til det, vi gør her i firmaet,” siger Jakob Bundgaard, der har kendt Bjørn Sibbern i mange år.

”Og så kan han med den profil, han har, åbne flere døre hos internationale selskaber, bestyrelser og topledelser, hvor vi ikke nødvendigvis er så godt med.”

Bjørn Sibbern er i dag europæiske chef for Nasdaq. | Foto: Nasdaq/PR
Bjørn Sibbern er i dag europæiske chef for Nasdaq. | Foto: Nasdaq/PR

Ingen planer om børsnotering

Bjørn Sibbern kommer derudover med ”et helt friskt blik og har ikke været syltet ind i rådgiverbranchen i 25 år. Til gengæld har han super meget forstand på, hvordan man driver og opbygger virksomheder”, siger Jakob Bundgaard, der samtidig afviser, at Sibberns erfaring fra børsen skal resultere i en børsnotering af Corit.

”Nej, det er ikke på tegnebrædtet. Jeg tror egentlig ikke, at den her branche egner sig så godt til det.”

Bjørn Sibbern udtaler i et skriftligt svar til AdvokatWatch, at ”Corit har et stærkt team og en imponerende kundeportefølje. Med de rette tiltag er der absolut potentiale for flere vækstmuligheder, og den rejse vil jeg gerne med på”.

Det er ikke offentliggjort, hvor meget Bjørn Sibbern har betalt for at blive medejer, men ifølge virksomhedsregistret ejer han nu 5-10 pct. af selskabet, mens resten er ejet af Jakob Bundgaard.

De nye investorer kommer ifølge stifteren ikke med vækstkapital, og Corit skal derfor ikke ud i en storstilet offensiv. Planen er i stedet at vokse organisk med de opgaver, der kommer ind. Samtidig skal fokus holdes på skatterådgivning.

”Vi bibeholder vores kernekompetence, for det skal ikke udvandes på nogen måde. Til gengæld skal det styrkes. På sigt vil gå efter at brede kompetencen lidt ud, og der kan være nogle snitflader over til andre rådgivningsområder, som vi vil berøre, men det har vi ikke besluttet endnu,” siger Jakob Bundgaard.

Skattespecialister krydser klinger med store advokatfirmaer: ”Konkurrencen er hård”

Skatterådgivere ryster posen og tilknytter Deloitte-partner

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også