Ansættelsesadvokater holder sig på tæerne midt i ny coronabølge

Klienterne har igen brug for hjælp til at manøvrere i junglen af coronaregler midt i virvaret af nye restriktioner og trepartsaftaler, og derfor ruster advokater med speciale i arbejds- og ansættelsesret sig til en ny pukkel.
Mundbind og coronapas er tilbage, og det samme forventer advokaterne, at coronaspørgsmålene vil komme. | Foto: Martin Lehmann
Mundbind og coronapas er tilbage, og det samme forventer advokaterne, at coronaspørgsmålene vil komme. | Foto: Martin Lehmann

Nye regler og love flyder i disse dage i en lind strøm mod arbejdsmarkedet i takt med, at smitten stiger, og corona byder både samfund og erhvervsliv op til endnu en opslidende svingom med diverse restriktioner.

Samtidig truer en ny variant, og derfor holder advokater med speciale i arbejds- og ansættelsesret sig på tæerne.

"Vi er nødt til at forberede os på, at vores klienter i endnu højere grad vil få brug for vores hjælp igen til at manøvrere i junglen af coronaregler," siger Gabriel Martiny, der er partner i afdelingen for arbejds- og ansættelsesret hos WTC Advokaterne i Hillerød, til AdvokatWatch.

Den gruppe af advokater var blandt dem, der fik allermest travlt i covid-19-pandemiens begyndelse, da virksomheder pludselig skulle navigere i tågen af coronarestriktioner og hjælpepakker. Midt i en ny bølge er der igen brug for hjælp.

"Vi fornemmer en øget travlhed, men det handler i højere grad om sparring end jura i klassisk forstand," siger Pernille Backhausen, partner og bestyrelsesformand i Sirius Advokater.

Det handler, forklarer den erfarne ansættelsesadvokat, eksempelvis om arbejdsmiljøkrav i forhold til hjemmearbejdspladser, ligesom der er nye regler i forhold til coronapas og testkrav.

Og så handler det om, hvordan man håndterer foranderligheden, når kravene fra myndighederne ikke er lige så skrappe som tidligere, hvorfor beslutninger i højere grad er op til den enkelte arbejdsplads.

"Det er nogle lidt andre bekymringer end tidligere, men vi er heldigvis blevet lidt klogere, end da vi famlede i blinde i starten af coronakrisen," lyder det fra Backhausen.

Ny pukkel

Den stigende smitte i samfundet har på det seneste udløst nye restriktioner og nye trepartsaftaler som for eksempel refusion for coronasygdom, mens en ny lov om coronapas er blevet vedtaget.

Med den i hånden kan arbejdsgivere nu pålægge medarbejdere at forevise coronapas, og fra på mandag skal næsten 40.000 medarbejdere i Region Hovedstaden ifølge TV 2 Lorry vise coronapas for at møde fysisk på job.

"Det er ikke til at komme udenom, at corona i høj grad stadig fylder meget i samfundet," siger Sandro Ratkovic, der er partner i Bech-Bruuns afdeling for arbejds- og ansættelsesret, som ifølge firmaets hjemmeside tæller 19 hoveder.

"Og når det fylder meget i samfundet, fylder det også på arbejdsmarkedet, og derfor bliver vi stadig ved med at få spørgsmål omkring corona, og det er de seneste love et godt eksempel på," fortsætter han.

Hos Sirius Advokater, hvor der er 11 jurister tilknyttet ansættelsesretsområdet, forventer Pernille Backhausen en ny, men også "meget mere styret" pukkel.

"Da corona ramte i første omgang, var der en eksplosiv stigning i henvendelser, og tempoet var enormt højt, fordi klienterne gerne ville agere hurtigt. Nu er det mere styrede processer, hvor der trods alt er tid til at kvalitetssikre forløbene," siger hun.

I Nordsjælland kan Gabriel Martiny, der har to kolleger i ansættelsesretsafdelingen, næsten ikke forestille sig andet, end at der kommer en ny spidsbelastning. Men det kommer an på, hvor omfattende restriktionerne bliver, siger han.

"Det er ikke slået igennem endnu, fordi krav om for eksempel mundbind og coronapas ikke direkte påvirker økonomien, men jeg forventer, at det kommer, og så kan det gå fra 0 til 100."

"Det skal dog først begynde at gøre lidt mere ondt med yderligere restriktioner, som vil medføre kompensationspakker eller nye låneordninger," lyder det fra advokaten.

Flere møder

Advokaterne er imidlertid enige om, at det langt fra bliver lige så hektisk, som da den ukendte coronavirus først slog lejr, og Sandro Ratkovic fra Bech-Bruun tror heller ikke, "at vi ser ind i en øget travlhed i forhold til de coronarelaterede sager".

"Det fylder stadig en del, men det fylder ikke lige så meget, som det gjorde, da vi havde allermest travlt med coronarelaterede sager sidste forår," siger han.

Vi er, siger advokaten, blevet klogere, og der er mange spørgsmål, som nu er blevet afklaret enten via lovregulering eller afgørelser. Samtidig er spørgsmålene blevet mere afgrænsede.

"Der udestår for eksempel ikke længere en diskussion om, hvorvidt man kan bede medarbejderne om at forevise et coronapas, for nu har vi et lovgrundlag på det, og så kan det i stedet handle om, hvorvidt man eksempelvis kan pålægge medarbejderne at blive vaccinerede," forklarer Bech-Bruun-partneren.

Hos WTC Advokaterne, der har godt 40 medarbejdere, heraf 17 advokater, på kontorer i Hillerød og Helsingør, leder man i øjeblikket efter en erhvervsadvokat, der kan dække flere forskellige discipliner, heriblandt ansættelsesret.

På basen på Dampfærgevej på Østerbro i København forsøger ansættelsesadvokaterne i Sirius at holde hinanden opdateret, og de holder ifølge Pernille Backhausen flere afdelingsmøder, end de plejer, hvor de udveksler erfaringer. Nogle få jurister med associeret partner Helle Nøhr Larsen som tovholder har et særligt øje på coronasituationen.

"Vi er 11 jurister, der arbejder med ansættelsesret, og vi har også en del kulturbaserede undersøgelser som eksempelvis krænkelsessager, så vi kan ikke kun fokusere på corona, og derfor er der nogle få, der har ansvaret for at holde særligt øje med coronaudviklingen," forklarer formanden.

Advokater skal finde coronapasset frem igen

Advokater slår alarm i corona-undersøgelse: "Det er gået for stærkt på Christiansborg"

Fortvivlede kunder giver voldsom travlhed i rådgiverhusene 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også