Advokater kritiserer Udlændingestyrelsen for "lemfældig" behandling af asylsager

Flere syrere har fået opholdstilladelse på et lemfældigt grundlag af Udlændingestyrelsen, lyder kritikken fra flere advokater, skriver Berlingske. Styrelsen afviser kritikken.
"Myndighederne har nok været lidt lemfældige og ikke sikret, at man fik hele sagen belyst ordentligt i første omgang," lyder kritikken fra advokat Niels-Erik Hansen. | Foto: Sanne Vils Axelsen/IND
"Myndighederne har nok været lidt lemfældige og ikke sikret, at man fik hele sagen belyst ordentligt i første omgang," lyder kritikken fra advokat Niels-Erik Hansen. | Foto: Sanne Vils Axelsen/IND

Der findes asylsager, som burde være blevet behandlet "meget" grundigere, lyder det til Berlingske fra flere advokater, der kritiserer Udlændingestyrelsen for sjusk i asylsager.

"Myndighederne har nok været lidt lemfældige og ikke sikret, at man fik hele sagen belyst ordentligt i første omgang. Loven om midlertidig beskyttelsesstatus blev en slags sovepude, som betød, at flygtninge fik ophold, så snart de kom ind ad døren og fortalte, at de var fra Damaskus," siger advokat Niels-Erik Hansen til Berlingske.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen viser, at ud af 792 syrere, hvis sager Udlændingestyrelsen genvurderede fra 2019 til og med 3. maj 2021, er 147 endt med at få ny opholdstilladelse.

Også advokat Tobias Grotkjær Elmstrøm og Jytte Lindgård, der er formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater, ser et problem, men Jytte Lindgård understreger, at man aldrig kan skære sagerne over én kam.

Ifølge advokaterne hører det med til historien, at asylmyndighederne var under pres, da flygtningestrømmen mod Danmark voksede i 2015 og 2016, mens den daværende SR-regering i samme periode vedtog en mulighed for at give flygtninge midlertidig opholdstilladelse, hvilket advokaterne mener, styrelsen ivrigt har gjort brug af.

I en mail til Berlingske afviser Udlændingestyrelsen kritikken og billedet, som styrelsen ikke kan genkende og kalder "meget generel og upræcis".

S-ordfører afviser "absurd og forkert" kritik fra Advokatrådets formand

Advokater i oprør over Naser Khaders angreb på Mette Grith Stage 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også