Norrbom Vinding skal undersøge mulig sexchikane i DR Pigekoret

DR er blevet opmærksom på to sager om krænkelser i DR Pigekoret, der ligger "ganske mange år tilbage i tiden". Advokatfirmaet Norrbom Vinding skal stå for undersøgelsen.
"Da der er tale om ret unge mennesker, og da der er tale om en undersøgelse, der går mange år tilbage i tiden, har jeg følt, at en ekstern advokatundersøgelse var den mest rigtige måde at løsne op for det på," siger Henrik Bo Nielsen, kulturdirektør i DR. | Foto: Finn Frandsen
"Da der er tale om ret unge mennesker, og da der er tale om en undersøgelse, der går mange år tilbage i tiden, har jeg følt, at en ekstern advokatundersøgelse var den mest rigtige måde at løsne op for det på," siger Henrik Bo Nielsen, kulturdirektør i DR. | Foto: Finn Frandsen
af ritzau

Danmarks Radio iværksætter en ekstern advokatundersøgelse af mulig grænseoverskridende adfærd i DR Pigekoret.

Det skriver Politiken.

Undersøgelsen udspringer af to henvendelser om sexchikane, der ligger "ganske mange år tilbage i tiden", oplyser kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen til avisen.

Den ene henvendelse modtog kulturdirektøren i efteråret 2020. Der er tale om en anonym andenhåndsberetning om sexchikane og grænseoverskridende adfærd i det prestigefulde pigekor.

Det er foreløbig ikke lykkedes DR – eller mediehusets advokater – at få den forurettede til selv at fortælle om hændelserne.

Dette forår modtog Henrik Bo Nielsen så endnu en henvendelse af samme karakter. Henvendelsen kom fra et førstehåndsvidne.

"De to beretninger flugtede, kan man godt sige."

"Da der er tale om ret unge mennesker, og da der er tale om en undersøgelse, der går mange år tilbage i tiden, har jeg følt, at en ekstern advokatundersøgelse var den mest rigtige måde at løsne op for det på," siger Henrik Bo Nielsen til Politiken.

Det er advokat Jørgen Vinding fra advokatfirmaet Norrbom Vinding, der skal stå for undersøgelsen, som ikke specifikt er rettet mod de to hændelser.

Samme virksomhed gennemførte sidste år en undersøgelse af krænkende adfærd og sexchikane hos TV2.

Kulturdirektøren understreger, at det er en "smadderalvorlig sag", der er dukket op hos DR Pigekoret.

Men han erkender også, at det kan blive svært at finde beviser for forhold, der måtte være begået langt tilbage i tiden.

På sin hjemmeside oplyser Danmarks Radio, at tidligere medlemmer bliver kontaktet direkte af den tilknyttede advokat, så de får mulighed for at bidrage til undersøgelsen af DR Pigekoret.

Der er desuden oprettet en mailadresse, som kan bruges til at komme i kontakt med advokaten.

De nuværende medlemmer af koret er orienteret, og undersøgelsen ventes afsluttet inden sommer.

DR Pigekoret består af cirka 50 piger og unge kvinder i alderen 15 til 22 år. Det ledes i dag af dirigent Phillip Faber.

Guide til advokatundersøgelser på vej efter ophedet krænkelsesdebat

Jes Dorph indberetter advokatfirma efter ombrust undersøgelse

Specialistkontor skal stå for sexisme-undersøgelse hos TV 2 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også