Advokater melder om kogende M&A-marked: Travleste siden finanskrisen

Vi skal tilbage til tiden før finanskrisen for at se et lige så brandvarmt marked for køb og salg af virksomheder, lyder det fra flere profiler efter endnu en hektisk dag på M&A-kontorerne.
Transport og logistik-koncernen DSV Panalpina har netop sat kløerne i Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait i en handel til en værdi af 26 mia. kr. | Foto: Ivan Boll
Transport og logistik-koncernen DSV Panalpina har netop sat kløerne i Global Integrated Logistics (GIL) fra Kuwait i en handel til en værdi af 26 mia. kr. | Foto: Ivan Boll
Af Iben Schmidt og Andreas Vestergaard

Markedet for virksomhedshandler har ikke været så varmt siden finanskrisen, lyder det fra flere M&A-advokater, efter tirsdag igen bød på en række opsigtsvækkende transaktioner.

"Markedet er kogende varmt. Jeg kan ikke huske og erindre i min ca. 25 år lange karriere, at jeg har oplevet noget, der har været så varmt, som det er nu," siger Dan Moalem, partner og bestyrelsesformand hos Moalem Weitemeyer, der netop har rådgivet DSV Panalpina i forbindelse med opkøbet af Kuwait-baserede Global Integrated Logistics (GIL) i en handel til en værdi af 26 mia. kr.

Over for Moalem Weitemeyer stod blandt andre Gorrissen Federspiel, der sammen med en række internationale advokathuse bistod Kuwait-selskabet i processen.

"Der er ekstremt travlt på M&A-markedet, og det matcher de travleste perioder fra før finanskrisen," siger Anders Peter G. Christoffersen, der er partner i det danske advokatfirmas M&A-afdeling.

Samme melding kommer fra Accura oven på gårsdagens hattrick, hvor transaktionshuset var med til at skubbe tre handler over målstregen.

"Det er et overraskende højt aktivitetsniveau og noget af det højeste, som vi har oplevet," siger partner og bestyrelsesformand Thomas Weincke.

"Det er det travleste M&A-marked siden før finanskrisen, hvor der generelt var et rigtig højt aktivitetsniveau," tilføjer han.

Ingen bremser

Der er ifølge Accura-formanden "ikke noget i krystalkuglen, der tyder på, at det vil aftage i væsentligt omfang".

"Så vi er ret fortrøstningsfulde i forhold til, at det nuværende aktivitetsniveau kan fortsætte et ganske godt stykke tid," siger han.

Hos M&A-kollegerne i Moalem Weitemeyer er der da også flere projekter i støbeskeen.

"Hvis jeg tager otte-måneders briller på, kan jeg ikke se, det stopper. Der er bare en god sagstilgang nærmest hver dag. Vi er meget fortrøstningsfulde for 2021," siger Dan Moalem.

Det er blandt andet lave renter og opsving i de store økonomier, der er med til at fylde kul på M&A-lokomotivet, men der er ifølge Thomas Weincke fra Accura nogle "finans- og pengepolitiske faktorer, som kan påvirke det i negativ retning, og som man skal være opmærksom på som for eksempel renteniveauet".

"Det er en væsentlig faktor, at det ikke stiger inden for en overskuelig fremtid," siger Weincke og tilføjer:

"Coronaspøgelset spøger selvfølgelig også, men man må bare konstatere, at det ikke har haft så negativ en indvirkning på finansmarkederne og M&A, som man kunne have frygtet."

Kamp om M&A-folkene

Efter en coronaforskrækkelse, der satte en kæp i hjulet på transaktionsmarkedet sidste forår, bragede antallet af virksomhedshandler, som AdvokatWatch tidligere har skrevet, i vejret i andet halvår af 2020, hvor fjerde kvartal tilmed nåede nye højder.

Hos Accura arbejder omkring en fjerdedel af firmaets ca. 300 medarbejdere med køb og salg af virksomheder, men flere hænder står nu på ønskelisten.

"Vi har en ganske stor maskine med folk, der er vant til at arbejde i et højt tempo, men vi kan sagtens bruge flere M&A-folk i form af fuldmægtige og advokater. Vi kan sagtens bruge 10-15 stykker på grund af det marked, vi ser nu, og det marked vi kigger ind i," lyder det fra Thomas Weincke.

Moalem Weitemeyer, der ifølge Advokatnøglen har 17 advokater i huset, har dog ingen planer om at opruste, selv om M&A-udsigterne altså varsler travlhed.

En travlhed, der ifølge Gorrissen-partner Anders Peter G. Christoffersen betyder hård kamp om M&A-folkene, hvor især erfarne advokater med M&A-baggrund er i høj kurs.

Ud over DSV-handlen, som altså blev til med juridisk hjælp fra Moalem Weitemeyer og Gorrissen Federspiel, købte kapitalfonden EQT og det frasolgte Chr. Hansen selskab, Chr. Hansen Natural Colors, tirsdag ingrediensvirksomheden Secna Natural Ingredients Group fra Italien.

Derudover blev Geia Food solgt til kapitalfonden Triton, mens Kirk Kapital og Karsten Ree Holding satte kløerne i maskinproducenten Ellepot.

Fælles for de handler var Accuras fingeraftryk.

Accura har igen en travl dag på M&A-kontoret

Moalem Weitemeyer rådgiver igen DSV i stor milliardhandel

Fjerde kvartal ramte nye højder på M&A-marked – tordner videre i år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også