Konkurrencerådsformand ser "stort behov" for at ruske op i advokaternes status quo

Konkurrencemyndighederne holder fast i sine opsigtsvækkende og vidtgående anbefalinger til at forbedre konkurrencen i advokatbranchen, og det skyldes, at forslagene vil være til gavn for Danmark, siger Konkurrencerådets formand i et interview med AdvokatWatch.
"Jeg synes, at konkurrencen er udfordret," siger Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet. | Foto: PR
"Jeg synes, at konkurrencen er udfordret," siger Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet. | Foto: PR

På en dag, hvor vejene i de facto nedlukkede Danmark lægger relativt øde hen med udsigt til flere ugers stramme coronarestriktioner endnu, lander en bombe i advokatlandskabet, der bryder med freden.

Bomben er den længe ventede rapport om konkurrencen i advokatbranchen, som blev offentliggjort torsdag morgen, og som Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, over for AdvokatWatch nu deler sine tanker omkring.

"Jeg synes, at konkurrencen er udfordret," siger Christian Schultz.

Hvor stort er behovet for at ruske op i status quo med henblik på at forbedre – og øge – konkurrencen i advokatbranchen?

"Der er et stort behov for det, og det er også derfor, at vi har de her 16 udmærkede forslag til, hvordan man kan forbedre den, og det tror jeg vil være til gavn for Danmark, heriblandt vores økonomi."

Med 16 konkrete anbefalinger leverede Konkurrencerådet torsdag morgen sin opskrift på, hvordan politikerne kan øge konkurrencen i advokatbranchen. Det indebærer blandt andet forslag om lempelser af ejerskabsregler og regler for interessekonflikter samt klientfiskeri.

I kommer i rapporten med en række anbefalinger. Hvilken eller hvilke er i din optik de vigtigste, hvis man skal forbedre konkurrencen mest muligt?

"De spiller jo sammen, så jeg ved ikke, om jeg vil pege en ud som den vigtigste. Alle sammen skubber den rigtige vej," siger Christian Schultz, som alligevel udpeger nogle nøgleområder.

"Vi synes dog, at det er en rigtig god idé at kigge på kammeradvokataftalen. Vi har en meget stor del af statens juridiske indkøb, som ikke er underlagt nogen form for konkurrenceudsættelse, og det, synes vi, at man bør kigge på."

"Vi synes også, at man bør kigge på forbuddet mod klientfiskeri, som vi har meget svært ved at se formålet med. Vi kan i hvert fald se, at det er stærkt konkurrenceforvridende," lyder det fra konkurrencerådsformanden.

Han nævner også reglerne for ejerskab og ledelse samt problemstillingerne omkring interessekonflikter, hvor det vil være "ganske konkurrencefremmende", hvis reglerne om besmitning af kolleger i advokatfirmaerne ikke bliver så "vidtgående, som de er i øjeblikket".

"Det er også oplagt, at den måde, man har organiseret systemet omkring udpegning af bobestyrer og kuratorer på, tænger til at blive set på," siger Christian Schultz.

I forhold til interessekonflikter argumenterer advokaterne jo for, at man for at sikre rådgivernes uafhængighed ikke skal pille ved de nuværende regler. Hvordan sikrer man uafhænigheden?

"Det er ikke mig, der skal definere løsningen, men jeg vil gerne have, at der er nogen, der sætter sig ned og tænker godt over de her problemstillinger," siger Schultz og fortsætter:

"Advokatens uafhængighed er super vigtig, men som reglerne er skruet sammen i øjeblikket, er det ganske konkurrencebegrænsende, så vi skal prøve at se, om vi ikke kan sætte et regelsæt sammen, som stadig respekterer uafhængigheden, men som også skeler til, at det ikke skal være unødigt konkurrencebegrænsende."

Hvad har I lavet om i analysen efter høringen og hvorfor?

"Der er masser af småting, der er lavet om undervejs, men anbefalingerne er stort set, som de var, og jeg forholder mig til vores endelige rapport."

Og anbefalingerne skal altså bidrage til at øge konkurrencen i advokatbranchen, som tegner sig for en årlig omsætning på over 14 mia. kr.

"Vi ved, at konkurrence bidrager til lavere priser, højere kvalitet, bedre service, større udbud og øget produktivitet. Når konkurrencen er udfordret, er disse parametre også udfordret," siger Christian Schultz.

Hvorfor har Danske Advokater og Advokatsamfundet ikke ret, når de siger, at de ikke anerkender, at advokatbranchen er kendetegnet ved manglende konkurrence, og at de ikke er enige i, at markedet for juridiske ydelser ikke er konkurrenceudsat i dag?

"Vi har lavet en over 300 sider grundig analyse, og vi har en række solide indikationer på, at konkurrencen er udfordret."

"Der er blandt andet en høj overskudsgrad, en stor koncentration af specialer, og vi kan se, at partnere i advokatbranchen tjener godt sammenlignet med andre liberale erhverv. Det er en indikation på svag konkurrence," forklarer konkurrenceformanden.

Justitsministeren bakker advokaterne op i konkurrencedebat

Advokatlobby giver grønt lys til at droppe Kammeradvokaten i konkurrencens navn

Konkurrencestyrelsen anbefaler opgør med kammeradvokatordning

Konkurrencestyrelsen står fast på anbefalinger trods heftig kritik

Advokater rasende over "misvisende" og "fejlagtigt" rapportudkast

Konkurrencerådet blæser officielt til angreb på advokaters milliardmarked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også