Khader raser over IS-krigers advokat: "Du har stort medansvar den dag, han begår terror"

Gør noget, Søren Pape! Sådan lød det i weekenden i et opråb fra forsvarsadvokat Mette Grith Stage på Twitter efter terrorbeskyldninger fra Naser Khader. Det var følelserne, der talte, lyder det fra den konservative politiker.
Mette Grith Stage, der er forsvarer for terrormistænkt syrienkriger, brugte en del af sin weekend på at diskutere med Naser Khader (K) på Twitter. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Mette Grith Stage, der er forsvarer for terrormistænkt syrienkriger, brugte en del af sin weekend på at diskutere med Naser Khader (K) på Twitter. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Den fremtrædende konservative politiker Naser Khader beskylder forsvarsadvokat Mette Grith Stage for at have medansvar for terror.

Mette Grith Stage er forsvarer for den terrormistænkte syrienkriger Jacob el-Ali, der netop er kommet til Danmark, og det fik i weekenden Naser Khader til tasterne.

"Mette Grith Stage. Du har hjulpet en farlig IS-terrorist til Danmark – og dermed importeret en stor sikkerhedsrisiko. Du har et stort medansvar den dag, han begår terror i Danmark," skrev politikeren på Facebook.

Den kommentar blev for meget for den profilerede forsvarsadvokat, der i et tweet stilet til den konservative leder, Søren Pape Poulsen, ville høre, om Khaders udmelding er et udtryk for de konservatives genelle holdning.

"Søren Pape eller en anden voksen fra De Konservative – gør noget! Jeres retsordfører Naser Khaders siger nu på Facebook, at jeg har medansvar for min klients eventuelle fremtidige terroraktioner! Er det partiets holdning i forhold til en forsvarsadvokats arbejde?," spurgte Mette Grith Stage på Twitter.

Khaders kommentar får kritik

Den konservative leder har ikke svaret på tweetet, men det har Naser Khader. Her skriver han, følelserne løb af med ham.

"Er voldsomt engageret i sagerne om syriensterrorister. De er farlige, og den danske stat skal ikke hjælpe dem til Danmark. De, som kender mig, forstår nok hvorfor. Følelserne har overskygget her. Selvfølgelig har alle ret til en forsvarer, og forsvarsadvokater har ikke et medansvar," skrev Khader.

En række folketingspolitikere og advokater fordømmer Naser Khaders oprindelige kommentar på Facebook, skriver Berlingske.

"Han har fuldstændig misforstået forsvarerens rolle. Hun bærer jo ikke ansvaret for, at el-Ali er i Danmark. Hun har en væsentlig rolle i forhold til retssystemet, som hun varetager, som hun skal, og det er der intet grundlag for at kritisere," siger formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, til avisen.

I Storbritannien er asyladvokater blevet ramt af omfattende og hård kritik fra politikere og ministre, fordi de hjælper flygtninge og migranter. Retorikken har været så hård, at det blandt andet har opildnet højreekstremister til at planlægge terroraktioner mod asyladvokater.

Britiske ministre fortsætter angreb på asyladvokater trods terrortrussel

Terrortrussel hænger over advokater – kræver undskyldning fra britisk regering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også