Hver tredje kvindelige jurist har oplevet seksuelle krænkelser

I en undersøgelse fra Djøf Advokat svarer hver tredje kvindelige jurist i advokatbranchen, at vedkommende har været udsat for seksuelle krænkelser på sin nuværende arbejdsplads. (Opdateret)
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Hver tredje kvindelige jurist har oplevet seksuelle krænkelser på sin nuværende arbejdsplads.

Det viser en ny undersøgelse fra Djøf Advokat baseret på svar fra 487 advokatfuldmægtige og advokater i advokatbranchen.

Organisationen satte gang i undersøgelsen, der skulle kortlægge omfanget af seksuelle krænkelser, chikane og sexime i branchen, efter flere krænkelsessager blev beskrevet i medierne.

Mens de fleste vidnesbyrd i medierne har været fra kvinder, viser undersøgelsen, at flere mænd også har oplevet krænkelser. Således svarer hver ottende mand i undersøgelsen, at vedkommende har været udsat for seksuelle krænkelser.

Krænkelserne spænder bredt fra nærgående kommentarer om ens udseende, som man betragter som krænkende, til uønskede berøringer, omfavnelser eller kys eller kommentarer eller vittigheder med seksuelle undertoner, som blev opfattet som krænkende.

Uønskede berøringer, omfavnelser eller kys er mest udbredt for både mænd og kvinder, fremgår det.

Krænkende adfærd fra chefen

Undersøgelsen angiver også, at seksuelle krænkelser for de flestes vedkommende ikke er en enkeltstående oplevelse. 82 pct. af juristerne svarer, at det er sket mere end én gang, mens halvdelen indikerer, at de er blevet krænket mere end tre gange.

I de fleste tilfælde er det en chef på arbejdspladsen, som juristerne har oplevet den krænkende adfærd fra. 47 pct. af kvinderne og 80 pct. af mændene har aldrig fortalt en på arbejdspladsen om oplevelserne med seksuelle krænkelser.

De fleste af juristerne begrunder det med, at de frygter, det vil få konsekvenser for deres egen ansættelse eller forringe deres karrieremuligheder. Samtidig svarer over halvdelen: "Jeg tror ikke, det vil nytte", når de bliver adspurgt, hvorfor de ikke har fortalt om chikanen.

Af de jurister, der har fortalt om seksuelle krænkelser på arbejdspladsen, mener 72 pct., at det ingen konsekvenser har haft for "krænkeren", mens kun 8 pct. svarer, at det har haft en konsekvens, og resten har svaret "ved ikke".

Som AdvokatWatch tidligere har beskrevet, offentliggjorde IBA, International Bar Association, en rapport i 2019 med en undersøgelse baseret på 6980 mennesker fra 135 lande.

Undersøgelsen viste, at omkring en ud af tre kvinder har oplevet seksuel chikane i forbindelse med sit arbejde – tallet for mænd er en ud af 14.

75 pct. af tilfældene med seksuel chikane bliver aldrig indrapporteret.

(Artiklen er opdateret kl. 8.23 med yderligere oplysninger.)

Efter krænkelsessager: "Det gør helt ondt i maven"

Formand om sexisme-debat: "Der skal alligevel noget til, før man sætter store projekter i værk"

Partner i Bruun & Hjejle fyret efter sager om krænkelser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også