Her er regeringens udspil til ny hjælpepakke til selvstændige og mindre virksomheder

Dokumentation: Regeringen er klar med et udspil, der skal hjælpe de mange selvstændige og mindre virksomheder, der er hårdt ramt af coronakrisen. Her er det udspil, der nu skal lynforhandles om politisk - og et konkret eksempel på, hvordan hjælpen kan se ud for en håndværksmester.
Finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup har præsenteret det socialdemokratiske forslag til, hvordan man skal holde hånden under små virksomheder. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Finansminister Nicolai Wammen og erhvervsminister Simon Kollerup har præsenteret det socialdemokratiske forslag til, hvordan man skal holde hånden under små virksomheder. | Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Der skal handles lynhurtigt.

Det fremhæver regeringen i en pressemeddelelse, der er udsendt onsdag middag.

"Regeringen vil allerede i dag indkalde Folketingets partier til politiske drøftelser. Der er brug for at handle hurtigt, så der kan skabes mest mulig sikkerhed om danske arbejdspladser midt i en kaotisk tid," hedder det i meddelelsen fra Finansmnisteriet.

Her er indholdet i de faktaark, som regeringen netop har offentliggjort:

Midlertidig kompensationsordning for selvstændige 

Udbruddet af corona-virus har allerede medført store økonomiske konsekvenser. Mange selvstændige har store udfordringer, og det kræver yderligere initiativer. 

Derfor foreslår regeringen nu en midlertidig kompensationsordning for selvstændige. 

Ordningen betyder, at de små selvstændige, der oplever mere end 30 pct. nedgang i omsætningen som konsekvens af covid-19 virus, kan blive kompenseret. Det gør regeringen for at holde hånden under de mange danske selvstændige og små erhvervsdrivende.

Kompensationen fra staten er 75 pct. af omsætningstabet, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned svarende til satserne i lønkompensationsordningen for funktionærer aftalt med arbejdsmarkedets parter i trepartsaftalen. Kompensationen kan udgøre op til 34.500 kr. pr. måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle. 

Den selvstændige eller lille erhvervsdrivende kan højest få kompensation i tre måneder fra den 9. marts og frem til den 9. juni. Det er et krav, at virksomheden ikke har mere end 10 fuldtidsansatte. 

Den helt konkrete model fastlægges hurtigst muligt, når de datamæssige muligheder er endeligt afklaret.

Eksempel: Håndværksmesteren En selvstændig håndværksmester forventer et månedligt omsætningstab på 40.000 kr. i perioden fra 20. marts til 20. maj som følge af corona-virus. Den gennemsnitlige månedlige omsætning for håndværkermesterens selskab var i regnskabsåret 2019 på 100.000 kr. Omsætningstabet svarer dermed til 40 pct.

Med regeringens nye kompensationsordning får håndværksmesteren derfor 23.000 kr. i kompensation fra staten pr. måned frem til 20. maj, svarende til den maksimale månedlige kompensation. Den selvstændige håndværksmester får på den måde bedre mulighed for at opretholde sit forsørgelsesgrundlag i den ekstraordinære situation.

Ansøgning og udbetaling

Virksomhederne skal ansøge om kompensationen på Erhvervsstyrelsens virksomhedsportal virksomhedsguiden.dk. Erhvervsstyrelsen arbejder på at kunne modtage de første ansøgninger hurtigst muligt. Information herom vil blive offentliggjort på virksomhedsguiden.dk.

 

Midlertidig kompensation for virksomheders faste udgifter

Flere virksomheder oplever lige nu en markant nedgang i deres omsætning som følge af både COVID-19-pandemien og de tiltag, der gennemføres for at begrænse spredningen i Danmark. For flere virksomheder som fx restauranter, hoteller og flyselskaber er forretningsgrundlaget midlertidigt forsvundet eller kraftigt reduceret. Samtidig har virksomhederne udgifter til husleje og andre faste udgifter, som skal betales, selv om kunderne udebliver.

Regeringen har aftalt en lønkompensationsmodel med arbejdsmarkedets parter og spillet ud med en model for kompensation af selvstændigt erhvervsdrivende, ligesom der er taget en række initiativer med henblik på at styrke virksomhedernes likviditet.

Der er også brug for, at udsatte virksomheder kan få kompensation for nogle af de faste udgifter, fx udgifter til uopsigelige kontrakter. Regeringen fremlægger i dag en model for kompensation af disse udgifter, som vil

blive forhandlet med Folketingets partier. Med ordningen vil udsatte virksomheder kunne få støtte til at køre driften videre i den helt ekstraordinære situation.

Kompensationsordningen vil være baseret på følgende principper.

Principper for midlertidig kompensationsordning for faste udgifter mv.

1. Virksomheder på tværs af brancher skal kunne få kompensation

2. Kompensationen målrettes virksomheder med et stort fald i omsætningen herhjemme (mere end 40 pct.)

3. Kompensationen målrettes faste udgifter og udgør mellem 25 og 80 pct.

4. Kompensation dækker op til tre måneder og udbetales hurtigst muligt

5. Hvis omsætning er faldet væsentligt mindre, skal kompensationen betales tilbage

Kilde: Finansministeriet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også