Flere fuldmægtige spænder ben for produktiviteten i advokatfirmaer

Antallet af advokatfuldmægtige er steget voldsomt i de seneste år, og det hæmmer produktiviteten i advokatbranchen, som ifølge nye tal fra Danske Advokater tager et sjældent dyk. Kromann Reumert-chef melder også om flere fuldmægtige, men afviser, at det rammer produktiviteten.
Advokatfuldmægtige udgør en stadig større andel af juristerne i advokatbranchen. Antallet af advokatfuldmægtige steg således med 18 pct. i 2017. | Foto: Pexels
Advokatfuldmægtige udgør en stadig større andel af juristerne i advokatbranchen. Antallet af advokatfuldmægtige steg således med 18 pct. i 2017. | Foto: Pexels

Efter at være steget i en årrække oplevede advokatbranchen et fald i produktiviteten fra 2016 til 2017, hvilket tilskrives en voldsom stigning i antallet af advokatfuldmægtige i de seneste år.

Det fremgår af brancheorganisationen Danske Advokaters årlige analyse af advokatbranchen, der netop er udgivet.

Siden 2010 har branchen – med undtagelse af et enkelt dyk i 2014 – øget sin produktivitet år for år. Men i 2017, hvor de nyeste tal er fra, ligger advokatfirmaernes værditilvækst pr. årsværk – altså pr. fuldtidsansat – på 954.000 kr. mod lige knap 1 mio. kr. i 2016. Det svarer til et fald i produktiviteten på ca. 4 pct.

En væsentlig del af forklaringen er ifølge Danske Advokater, at advokatfuldmægtige udgør en stadig større andel af juristerne i advokatbranchen. Antallet af advokatfuldmægtige steg således med knap 17 pct. i 2016 og med yderligere 18 pct. i 2017 efter at være faldet med 7 pct. fra 2012 til 2015.

"Da advokatfuldmægtige stadig er under uddannelse og dermed ikke så produktive som en færdiguddannet advokat, vil denne udvikling kunne få betydning for branchens samlede produktivitet," lyder det i analysen.

 

 

Ekstraordinært travlt

Søren Møller Andersen, kommunikationschef i Danske Advokater, siger til AdvokatWatch, at det er naturligt, at antallet af fuldmægtige stiger under højkonjunktur og peger på de seneste års opsving, der blandt andet har givet rådgiverne vind i sejlene på markedet for køb og salg af virksomheder.

"Der har været ekstraordinært travlt, fordi vi har haft en højkonjunktur, som siger spar to til det meste i et historisk perspektiv, og så har der været rigtig mange opgaver, og så har man taget flere advokatfuldmægtige ind," siger han og tilføjer:

"Når man tager så mange fuldmægtige ind, påvirker det produktiviteten. Fuldmægtige under uddannelse er ikke lige så rutinerede og produktive som advokater, der har mange år på bagen, men hvis du kigger på udviklingen i produktiviteten over en længere periode, har vi en meget flot produktivitet i advokatbranchen."

Produktiviteten i advokatbranchen er højere end i det samlede erhvervsliv, hvis værditilvækst pr. årsværk til sammenligning ligger på omkring 725.000 kr. i 2017. Danske Advokater forventer imidlertid ikke at se en vækst i branchens produktivitet i 2018, eftersom andelen af advokatfuldmægtige fortsat voksede i 2018.

Andelen af advokatfuldmægtige i forhold til det samlede antal jurister i advokatbranchen udgør i dag 21,69 pct. mod 14,57 pct. i 2014, viser analysen.

I et af landets største advokatfirmaer Kromann Reumert er antallet af advokatfuldmægtige også steget over de seneste år. Det skyldes ifølge managing partner Anders Stubbe Arndal "den vækst, vi har haft i forretningen". Han mener dog ikke, at det øgede antal fuldmægtige har nedbragt effektiviteten.

"Vi arbejder til stadighed med at øge effektiviteten i vores forretning og er lykkedes med det også i de seneste år," skriver han i en mail til AdvokatWatch.

Han forklarer, at firmaet arbejder målrettet med de fuldmægtiges udvikling.

"Det daglige arbejde for vores klienter, som ofte sker i samarbejde med mere erfarne kolleger, udvikler selvfølgelig også vores fuldmægtige, som generelt meget hurtigt får samlet den praktiske erfaring op, som i kombination med deres gode teoretiske ballast gør, at de bidrager til en effektiv sagsløsning sammen med deres andre kolleger i vores virksomhed," lyder det fra Anders Stubbe Arndal.

Kromann Reumert på jagt efter nye forretningsområder

Advokatbranchen øger overskuddet

Hver fjerde advokat arbejder uden for branchen – mere end en fordobling på 14 år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også