Advokat slipper for fængsel efter frifindelse i landsretten

Vestre Landsret har frifundet en advokat fra et fremtrædende advokatfirma, efter hun ellers var blevet idømt fængsel for at ville påvirke et vidne til at lyve i retten.
Efter en dom på 60 dages ubetinget fængsel i byretten bliver advokat nu frifundet i Vestre Landsret. | Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
Efter en dom på 60 dages ubetinget fængsel i byretten bliver advokat nu frifundet i Vestre Landsret. | Foto: Philip Davali/Philip Davali, Ekstra Bladet
AF RITZAU

En advokat fra et fremtrædende advokatfirma er onsdag frifundet for at ville påvirke et vidne til at lyve i retten.

Det oplyser Vestre Landsret.

I byretten blev hun idømt 60 dages ubetinget fængsel samt frataget ret til at arbejde som advokat i et år.

Sagen udspringer af en efterforskning fra begyndelsen af 2018. Den var rettet mod en i dag 38-årig mand, som politiet aflyttede i forbindelse med sagen.

Undervejs havde politiet haft kontakt til manden, og det fandt 5500 kroner på ham, men da han skyldte penge til det offentlige, fik han kun lov at beholde 150 kroner af dem. Resten blev beslaglagt.

Det fik den 38-årige til at hive fat i en advokat – den nu frifundne kvinde – og politi og anklagemyndighed mente, at hun rådgav manden på en måde, så der skulle afgives usande forklaringer i retten via et vidne.

Vidnet var mandens arbejdsgiver. Manden bad sin chef om at sige, at pengene var nogle, han havde fået af ham på et bestemt tidspunkt den dag, hvor han blev mødt af politiet.

Beløbet skulle angiveligt bruges på arbejdstøj.

Chefen fulgte dog ikke mandens anvisninger i retten til fulde. Han sagde, at han havde givet penge til ham, men ikke at det var sket den pågældende dag.

Byretten havde derfor vurderet, at både advokaten og manden var skyldige i at forsøge at få et vidne til at lyve i retten. Chefen blev frifundet, da det ikke kunne udelukkes, at han havde givet manden pengene.

Landsretten har dog vurderet sagen anderledes. Det skyldes, at retten har tolket telefonsamtalen mellem klient og advokat på en anden måde, fortæller specialanklager Christina Schou.

"Ud fra de telefonsamtaler, den har hørt, og hendes forklaring lægger den til grund, at hun blot har forsøgt at finde ud af, hvad der var op og ned i klientens forklaring," siger hun.

"Den mener ikke, at det er bevist, at hun har misbrugt sin stilling til at vejlede ham om, at chefen skulle forklare, at det var et lån."

Indledningsvist sagde manden, at det var hans egne penge. Dernæst ændrede han det til, at det derimod var chefens penge.

Det ændrede udfald kommer bag på Christina Schou.

"Det er klart, at det er vi (anklagemyndigheden, red.) noget overraskede over."

"Anklagemyndigheden havde anket byrettens dom til skærpelse. Det var vores faste overbevisning, at den ville føre til dom. Det gjorde den ikke, og det må vi (anklagemyndigheden, red.) tage til efterretning," siger hun.

Omvendt har frikendelsen vakt glæde hos den pågældende advokat. Hendes forsvarer, Bettina Antitsch Mortensen, oplyser, at de er meget tilfredse med, at retten har lagt den anklagede advokats forklaring til grund for dommen.

"Min klient har helt fra start nægtet sig skyldig, og hun er rigtig glad for at være blevet renset af en enig domsmandsret."

Advokat fra kendt firma anker fængselsdom

Advokat ryger i fængsel for at opfordre til løgn i retten

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også