Advokater har fået 700 millioner i statens opgør om tab i banker

Regningerne tårner sig op hos Finansiel Stabilitet, der har krævet erstatning i flere sager.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU

Statens beslutning om at kræve store tab erstattet efter bankkrak har givet en gevaldig omsætning i advokatbranchen.

De retssager, som det statslige selskab Finansiel Stabilitet, har anlagt, har kostet cirka 700 millioner kroner i udgifter til advokaters arbejde.

Senest er Finansiel Stabilitet (FS) fredag således blevet dømt til at betale sagsomkostninger på i alt 121 millioner kroner i forbindelse med Vestre Landsrets dom i sagen om Ebh Bank.

Dertil skal lægges en bunke tidligere regninger for sagsomkostninger i andre sager om forholdene i Roskilde Bank, Amagerbanken, Eik Bank Danmark og Eik Banki. Ifølge Ritzaus sammentælling løber dette op i 193 millioner kroner.

Men det stopper ikke her. Finansiel Stabilitet har også selv gjort flittigt brug af advokaters ekspertise.

I den senest tilgængelige årsrapport fra FS kan man læse, at selskabet ved udgangen af 2018 havde brugt 386 millioner kroner på at føre retssagerne.

I årenes løb har der med jævne mellemrum været rejst kritik af forbruget. En af advokaterne fra sagen om Capinordic Bank sendte for et par år siden et opråb til flere politikere i Folketinget.

"Hvornår er der et mandfolk, der stopper Finansiel Stabilitets enorme forbrug af statslige midler i de såkaldte banksager," spurgte advokat Mogens Gaarden.

Advokat Arvid Andersen har arbejdet for Finn Strier Poulsen i den netop afgjorte Ebh Bank-sag og har tidligere repræsenteret Niels Valentin Hansen fra Roskilde Bank. Flere gange har han udtryk frustration over, at sagerne ikke er blevet skåret ordentligt til.

"Banksagerne skulle nødigt udvikle sig til et beskæftigelsesprojekt for velbjærgede advokater," har han sagt ifølge Berlingske.

Tidligere har Finansiel Stabilitet dog afvist kritikken.

"At føre sagerne har også en værdi i sig selv, fordi det kan bidrage til at skærpe agtpågivenheden hos bankledelser," har direktør Henrik Bjerre-Nielsen sagt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også