Forkert mand sad varetægtsfængslet i halvandet år

24-årig mand tiltalt for drabsforsøg er løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i halvandet år. Der var tale om den forkerte mand, lyder det nu fra anklageren. Ifølge Berlingske havde Københavns Politi allerede fra sagens start oplysninger, der gjorde det klart, at gerningsmanden var en anden. Forsvarsadvokater kritiserer håndteringen.
Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

16 medlemmer af banden Loyal To Familia (LTF) var tiltalt for at forsøge at dræbe en person fra den rivaliserende Brothas-gruppe, og de var uden tvivl skyldige lød det under retssagens afslutning fra anklager Thomas Hugger. Den udtalelse har anklageren dog nu været nødt til at trække tilbage, da en af de 16 tiltalte intet havde med sagen at gøre, skriver Berlingske.

Den 24-årige anonymiserede mand, kaldet SA, har hele sagen nægtet sig skyldig og er nu blevet løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i halvandet år. Ifølge avisen var Københavns Politi allerede ved sagens start bevidst om oplysninger, der gjorde det klart, at det var en anden, navngiven gerningsmand end SA. Et billede fra en fartkontrol af bandemedlemmernes biler skulle angiveligt have vist, at SA sad i bilen, da tæskeholdet kørte fra gerningsstedet. Men flere politifolk havde tippet efterforskerne om, at manden identificeret som SA i virkeligheden var en helt anden.

"Det er en oplysning, der ikke indgår i sagen, og som hverken anklagemyndigheden eller forsvaret fik. Oplysningen skulle selvfølgelig have været journaliseret i sagen, og det er en fejl, at det ikke skete," siger Ida Sørensen, chefanklager i Københavns Politi, til Berlingske.

Anklageren har modsat sig andet bevismateriale såsom oplysninger fra SA's telefondata, der viser, at SA befandt sig et andet sted, og at SA har en helt anden kropbygning end personen på billedet fra fartkontrollen, fortæller SA's forsvarsadvokat Jane Ranum til mediet. Hun påpeger desuden, det ikke er et nyt tip, der har fået politiet til at løslade SA, men derimod gammelt materiale, de også havde, da SA blev fængslet. Det afviser chefanklager Ida Sørensen dog.

Anklagemyndighedens håndtering af sagen bliver stærkt kritiseret af forsvarsadvokat Mette Grith Stage og Bjørn Elmquist, der er advokat og formand for Retspolitisk Forening. Københavns Politi har ikke ønsket at oplyse, hvorvidt den rigtige gerningsmand er blevet anholdt, skriver Berlingske.

Forsvarere: LTF'eres domme bør holde sig inden for strafferammen

Advokat: Folketinget bryder grundloven i sag mod Loyal To Familia 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også