Anklager kræver 75-årig advokat idømt bøde og fængsel

Hofjægermester og kammerherre Christian Kjær er tiltalt for at have overtrådt straffe- og færdselslov. Selv afviser han alle anklager, skriver B.T.
Foto: Ritzau Scanpix/Bo Nymann.
Foto: Ritzau Scanpix/Bo Nymann.

Den 75-årige advokat, kammerherre Christian Kjær, er af anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi blevet tiltalt for at have overtrådt straffeloven og færdselsloven med krav om bøde- og fængselsstraf, skriver dagbladet B.T.

Ifølge anklageskriftet er Christian Kjær især tiltalt for med vilje at have påkørt en trafikofficial, der havde offentlig bemyndigelse, fremgår det.

Det skulle være sket i august sidste år ved et cykelløb tæt på landejendommen Sandbjerggård syd for Hørsholm, hvor Christian Kjær bor.

Christian Kjær nægter sig ifølge B.T. skyldig og siger, at det i virkeligheden var ham, der blev udsat for vold.

"Jeg er blevet slået. Men jeg har bare ikke anmeldt det til politiet, fordi de var to mod en. Det var i virkeligheden dem, der har begået vold mod mig," siger han.

Den pågældende official fortalte dagen efter til B.T. om hændelsen:

"Der var ensrettet og indkørsel forbudt, men han (Christian Kjær, red.) skulle igennem og kørte op på fortovet (...) Han kørte bare frem, og da jeg ikke flyttede mig, trykkede han på speederen to gange og ramte mig, så jeg røg op på køleren."

Det fremgår, at anklageskriftet blev afsendt 14. december. Hvornår sagen skal for retten, fremgår ikke.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også