Justitsministeriet erkender fejl i sag om forhåndsaftale med medier

Justitsministeriet erkender i et svar til Folketingets Ombudsmand, at ministeriet begik fejl, da det i sommer lavede forhåndsaftaler med to medier om offentliggørelsen af nyheden om et bandeforbud.
Justitsminister Søren Pape Poulsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Justitsminister Søren Pape Poulsen. | Foto: Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen

Der blev begået flere fejl, da Justitsministeriet i sommer lavede aftaler med DR og Jyllands-Posten, som indebar, at medierne kunne offentliggøre nyheden om, at justitsminister Søren Pape Poulsen ville nedlægge forbud mod banden Loyal to Familia, LTF. Det indrømmer ministeriet i et svar til Folketingets Ombudsmand ifølge Berlingske.

Justitsministeriet aftalte med DR og Jyllands-Posten, at de to medier kunne breake historien kl. 20.00 som en solohistorie, og på samme tid skrev ministeriet til medierne, at de først sent i processen måtte kontakte LTF's forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen. Dermed blev forsvarsadvokaten holdt hen i uvished.

I kølvandet på episoden bad Folketingets Ombudsmand om en redegørelse af sagen, og heri erkender Justitsministeriet, at sagsbehandlingen "på en lang række punkter beklageligvis har været mangelfuld". Det fremgår af en aktindsigt, som Berlingske har fået i ministeriets svar.

"Det er (...) Justitsministeriets vurdering, at sagen – på baggrund af sit helt særlige indhold og den særlige historiske karakter – må siges at have en sådan almen samfundsmæssig interesse, at nyheden ikke burde have været lanceret som en solohistorie," skriver ministeriet ifølge Berlingske i svaret.

Jyllands-Posten kontaktede Michael Juul Eriksen for en kommentar før publicering, og advokaten havde derfor en replik med i mediets første artikel om sagen. Det var ikke tilfældet i DR's første omtale af sagen.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også