Privatperson banker Googles Waymo i patentslagsmål om selvkørende biler

Waymos patent på en af nøgleteknologierne i en selvkørende bil er dømt ugyldigt. Dermed kan også slagsmålet mellem Uber og Waymo blusse op igen.
En amerikansk domstol har afgjort, at den teknologi, som det Alphabet-ejede selskab Waymos påstod selv at have udviklet, var kendt i forvejen. | Foto: Colourbox
En amerikansk domstol har afgjort, at den teknologi, som det Alphabet-ejede selskab Waymos påstod selv at have udviklet, var kendt i forvejen. | Foto: Colourbox
AF JESPER KILDEBOGAARD

Normalt er juridiske slagsmål med store selskaber i USA en disciplin, der kræver millioner af dollars og en hær af advokater. Men en privatperson, der slet ikke arbejder i samme branche, har nu vundet en usædvanlig sejr og fået underkendt et af Waymos patenter.

Waymo udvikler selvkørende biler og er en del af Google-koncernen Alphabet, og Waymos patent på lidar-teknologi – laserbaseret radar– har været brugt som våben i retssager flere gange nu. Men patentet dækker generelt ikke over nye opfindelser, men beskriver kendte teknologier, lød rettens vurdering, og 53 ud af 56 patentkrav er nu dømt ugyldige. Det skriver tech-mediet Ars Technica.

Lidaren er den selvkørende bils vigtigste ’øje’ og måler konstant afstanden til alt omkring bilen, for at kunne tegne et præcist 3D-billede af omgivelserne. Derfor er teknologien grundstammen hos de fleste selskaber, der udvikler selvkørende biler, men traditionelt var en lidar dyr i indkøb og kunne koste flere hundredetusinde kroner.

Producenten Velodyne sad i lang tid tungt på det marked, men både Waymo og Uber udviklede deres egen lidar – og så begyndte balladen. Waymo anklagede Uber for at have kopieret lidar-teknologien fra Waymo, og Uber endte med at tabe den kamp i februar og måtte blandt andet give Waymo en ejerandel i Uber for over 1,5 mia. kr.

Men Waymos patent – som var blevet brugt til at banke Uber med – var selv bygget på skamløs kopiering, mente Eric Swildens, en it-mand, der blot så til fra sidelinjen og ikke havde noget med lidar eller selvkørende biler at gøre. Med 6.000 dollars fra egen lomme fik han startet en sag mod Waymos patent, uden at han selv stod til at vinde noget som helst på det, udover en følelse af retfærdighed.

Waymo tabte, da en del af selskabets egen lidar tydeligt var bygget på teknologi fra lidar-leverandøren Velodyne. Og nu er spørgsmålet, om Velodyne vil forfølge sagen og kræve erstatning. Måske i form af en ejerandel af Google-koncernen. Samtidig kan Uber vælge at genoptage sagen og måske vinde denne gang, når Waymos primære våben nu er blevet underkendt af retten.

Efter 16 år hos Lundbeck skal rutineret jurist forsvare it-komet 

Udsigt til kæmpe advokatregning for Novo Nordisk i USA 

Horten og Kromann Reumert i kamp om Ørsted-navnet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også