Akademikerne vil ved de kommende offentlige overenskomstforhandlinger i 2024 kræve mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet – herunder også fleksibilitet til at arbejde mindre.

Det skriver Børsen torsdag aften.

”Især de unge, men også alle vi andre, vil gerne have mulighed for et arbejdsliv, hvor der er plads til at have et liv ved siden af arbejdet og mulighed for at gå op og ned i tid og ansvar,” siger formand for Djøf Sara Vergo til Ritzau.

Forperson for Dansk Magisterforening (DM) Camilla Gregersen oplever ligeledes, at fagforeningens medlemmer har et stort ønske om et mere fleksibelt og bæredygtigt arbejdsliv.

”Jeg forventer, at fleksibilitet og løn bliver de vigtigste temaer forud for OK24,” siger hun til Børsen.

De store akademikerforbund er i øjeblikket i gang med at prioritere deres krav til de offentlige overenskomstforhandlinger. Forhandlingerne skal falde på plads i foråret 2024.

”Vi er lige nu ved at diskutere kravene, men det vil blive noget med bedre muligheder for at kunne gå op og ned i tid, muligheden for at få lov til at holde pause i arbejdslivet og måske en uddannelseskonto, hvor man kan få ret til at holde uddannelsesorlov,” siger Sara Vergo.

Regeringen meldte i december ud, at den vil øge arbejdsudbuddet med 45.000 personer frem mod 2030. Stikker fleksibilitet til at arbejde mindre ikke i den modsatte retning?

”Ser man på det isoleret kan det virke kontraproduktivt i forhold til behovet for arbejdskraft, og vi går heller ikke ind til overenskomstforhandlingerne med et krav om en decideret kortere arbejdsuge”.

”Men vores tese er, at hvis man gerne vil have folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, så må man skabe et mere interessant og mindre opslidende arbejdsliv, så folk vil blive længere og måske også bliver mindre syge,” siger Sara Vergo.

Hun tager afstand fra diskussionen om, ”at man har pligt til at arbejde, fordi man skylder samfundet det”, siger hun.

”Det får ikke folk til at arbejde mere. Man må lokke med guleroden i stedet for pisken. Derfor er det vigtigt, at man går ind i diskussionen, om hvordan man indretter et godt arbejdsliv fremfor bare at løfte pegefingeren,” siger Sara Vergo.