Rigspolitiets it-systemer er i strid med loven
Legacy-systemer (forældede it-systemer, red.) i Rigspolitiet er årsagen til, at flere systemer er i strid med lovgivningen, skriver nichemediet Version2.
Både udbudsloven og persondataforordningen bliver brudt, kan mediet fortælle på baggrund af en orientering om Rigspolitiets it-portefølje, som er blevet sendt til Folketinget.
”Rigspolitiet har problemer med at udvikle nye it-løsninger blandt andet til håndtering af personfølsomme oplysninger som følge af eksekveringsudfordringerne. Det er derudover en stor udfordring at sikre sikker datahåndtering i politiets legacy-systemer, da den forældede it-arkitektur giver begrænsede muligheder for systemtilpasninger,” skriver Rigspolitiet selv i redegørelsen.
Polsas er et af de legacy-systemer, der bryder loven, fordi det ikke er muligt at slette oplysninger i systemet, og selvom politiet ikke direkte er underlagt persondataforordningen, er politiet stadig underlagt en bestemmelse om, at oplysninger skal kunne slettes.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch)