Djøf-udvalg vil have ny praksis i centraladministrationen

Der skal laves tjekliste og referater, når der bliver taget store og vidtrækkende beslutninger, siger formand.
Karsten Dybvad, der er tidligere departementschef i Statsministeriet, er formand for det udvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat. | Foto: Stine Bidstrup
Karsten Dybvad, der er tidligere departementschef i Statsministeriet, er formand for det udvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat. | Foto: Stine Bidstrup
Af Ritzau

Der skal indføres ny praksis i alle ministerier, og rammerne skal være strammere for både embedsværk og politikere, så det bliver klarere, at en politisk beslutning er lovlig, før den meldes ud i offentligheden.

Det er ifølge Politiken én af anbefalingerne fra et udvalg, som fagforeningen Djøf har nedsat. Anbefalingerne ventes at blive præsenteret som en rapport fredag.

Udvalgets formand, Karsten Dybvad, der er tidligere departementschef i Statsministeriet, mener, at første anbefaling ville have været brugbar i det, der er blevet kendt som instrukssagen.

Her er Inger Støjberg, der på det tidspunkt var udlændinge- og integrationsminister for Venstre, dømt for at have givet en ulovlig instruks om at adskille asylpar.

”Når nu det er en regering, der har ansvaret for et helt land og hele befolkningen, og de tager væsentlige og vidtrækkende beslutninger, er man efter vores mening nået til et punkt nu, hvor det kunne være en god idé – også i de situationer, hvor man er under pres – at man både har et referat af beslutningen og en tjekliste. Og tjeklisten er, at der skal foreligge sådan et dokument,” siger Karsten Dybvad.

Udvalgets anbefalinger går blandt andet ud på, hvordan der kan komme større gennemsigtighed i centraladministrationen, hvordan der kan komme mere tid til at arbejde på udspil, og hvordan der kan skabes bedre sammenspil mellem folketingspolitikere, ministre, embedsværk og medier.

Sara Vergo, der er formand for Djøf, mener, at udvalgets arbejde handler om ”befolkningens tillid til vores folkestyre og om der er den fornødne respekt for fagligheden”.

”Personligt er jeg meget bekymret for fagligheden og arbejdsvilkårene i statsadministrationen – og ikke mindst, om balancen mellem den politisk-taktiske rådgivning og den faglige rådgivning er tippet.”

”Jeg har virkelig set frem til at få præsenteret Dybvad-udvalgets analyser og ikke mindst anbefalinger. Nu har vi fået et solidt og databaseret grundlag til at debattere samspillet mellem politikere, embedsværk og medier,” udtaler hun i et skriftligt citat.

Djøf afholder en høring fredag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Peter Hummelgaard (S) og repræsentanter fra embedsværk og medier deltager

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter