Professor tager afstand fra politisk udtalelse om minknotat

Juraprofessor er ikke enig i den udmelding, som hans kollega er kommet med om deres fælles notat.
Fungerende statsminister, Mette Frederiksen, arbejder stadig på at danne en ny regering. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Fungerende statsminister, Mette Frederiksen, arbejder stadig på at danne en ny regering. | Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
af ritzau

Der er ikke grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen (S) i minksagen, vurderer tre juraprofessorer, som på eget initiativ har udarbejdet et notat om sagen.

En af forfatterne Jørgen Albæk Jensen går så langt som til at opfordre politikerne til at lukke sagen ned og tage fat på væsentligere emner i regeringsforhandlingerne.

Men den udmelding tager en af hans medforfattere afstand fra:

”Den motivation må stå for Jørgens egen regning. Jeg har ikke haft nogen motivation, der handler om at påvirke regeringsforhandlingerne,” siger Jens Elo Rytter, professor i forfatningsret på Københavns Universitet.

Udtalelserne fra hans medforfatter Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet er blevet bragt i en artikel i Jyllands-Posten.

”Vi håber at kunne få overbevist i hvert fald nogle af de borgerlige partier om, at der ikke er noget at komme efter, så man kunne tage det punkt ud af regeringsforhandlingerne,” sagde Jørgen Albæk Jensen blandt andet til avisen.

Men Jens Elo Rytter ønsker ikke at blande sig politisk, siger han. Notatet fra de tre professorer skal derfor udelukkende opfattes som et fagligt indspark i debatten, siger han:

”Vi kommer med en retlig vurdering. Det er ikke andet end det. Når nogle væsentlige samfundsspørgsmål involverer en ekspertise, man selv har, synes jeg ikke, det er urimeligt, at man bidrager med sin viden,” siger han.

”De optræder ret friskt”

Professorernes ageren i medierne er dog meget usædvanlig, mener politisk kommentator på Ekstra Bladet Hans Engell.

”De optræder ret friskt. Det er et normskred, at de ikke kun holder sig til juraen, men også går ind i det politiske. Det er en meget direkte indblanding,” siger han.

De tre professorer har foretaget deres vurdering på baggrund af Minkkommissionens beretning, som kom i juni.

Kort tid efter udtalte de for første gang, at de ikke mente, at Mette Frederiksen kunne drages juridisk til ansvar. Det er den vurdering, som de nu gentager, efter at de har haft lejlighed til at kigge endnu grundigere på juraen.

Ritzau har forsøgt at få fat i Jørgen Albæk Jensen, men han er ikke vendt tilbage. Professor Jørn Vestergaard, der er den tredje medforfatter, ønsker ikke at stille op grundet sygdom. Han henviser i stedet til sine medforfattere.

Jurister har vurderet minksagens centrale spørgsmål på ny

Alternativet laver kovending og kræver nu alligevel advokatvurdering

Advokater: Statsministeren handlede ”groft uagtsomt” og kan dømmes ved en rigsretssag



Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også