AdvokatWatch

Både blå og røde partier siger nej tak til regering over midten

Mette Frederiksens ønske om en regering over midten får en kold skulder af flere partier i blå blok. Heller ikke SF eller Enhedslisten er begejstret. Til gengæld er Lars Løkke med på tanken.

De Konservatives Søren Pape er ikke interesseret i en bred regering over midten.

Mette Frederiksens ønske om en bred regering hen over midten, som hun i forbindelse med valgudskrivelsen meddelte, at regeringen går til valg på, får i første omgang den kolde skulder af de fleste partier.

Fra De Konservatives partileder Søren Pape lyder det: ”Vi kan godt lave aftaler sammen, men jeg kan ikke se os gå i regering sammen.”

Selv om Mette Frederiksen skifter taktik, så vil hun fortsætte som statsminister, men det bliver ikke på konservative mandater, fastslår Pape.

”Jeg kommer ikke til at pege Mette Frederiksen som statsminister. Det skal ikke handle om bogstaver, men om indhold,” siger Pape, der som eksempel bruger de to partiers økonomiske politik som vil være milevidt fra hinanden.

Stort set samme melding kommer fra Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne:

”Nej, nej, nej. Jeg ser slet ikke for mig, at vi skal have regeringer hen over midten. Masser af samarbejde, men slet ikke hen over midten.”

Den anden statsministerkandidat fra blå blok, Venstres Jakob Ellemann-Jensen, tager heller ikke umiddelbart imod den fremstrakte hånd.

”Jeg går til valg på at blive Danmarks næste statsminister i en ny borgerlig – liberal regering,” lyder det fra Ellemann–Jensen.

SF: Blå partier ligger langt fra os

Fra regeringens støtteparti SF er der heller ikke meget opbakning af finde til Mette Frederiksens ønske.

”De Konservative har klart sagt, at de gerne vil afskaffe minimumsnormeringer og skære i den offentlige sektor. Jeg har meget svært ved at se, at SF skulle pege på sådan en regering. Det er pointen. Vi ønsker en fortsættelse af det flertal i centrum-venstre, vi har haft de seneste tre år og tre måneder. Det er et godt flertal for vores børn, for klimaet og naturen. Det ønsker vi sådan set at fortsætte,” siger SF-formand Pia Olsen-Dyhr, som tilføjer:

”Og så må vi sige, at nogle af de partier, der er i blå blok, ligger ret langt fra SF, så derfor gør vi, hvad vi kan, for at få Socialdemokratiet tilbage i rød blok.”

Hos Enhedslisten kalder politisk ordfører Mai Villadsen det en ”stor fejl”, at statsminister Mette Frederiksen foretrækker en regering over midten.

”Mette Frederiksen vil i regering med højrefløjen. Det er i mine øjne en stor fejl ... Vi skal have et klimavalg. Vi har ikke tid til klimanøl med de blå,” skriver hun på Twitter.

Lars Løkke Bedre sent end aldrig

I første omgang er det kun Demokraterne og Lars Løkke Rasmussen, der kan se ideen i en bred regering hen over midten.

”Hun lød jo fuldstændig som et ekko af det, jeg selv sagde i sidste valgkamp. Dengang blev det hældt ned ad brættet, men nu er hun så nået til samme konklusion, som jeg nåede for tre år siden. Så bedre sent end aldrig. Det er godt og rigtig positivt,” siger den tidligere statsminister for Venstre.

I 2019-valgkampen valgte Lars Løkke Rasmussen samme taktik som statsministeren, da han annoncerede, at Venstre frem for en blå regering foretrak en regering over midten.

Lars Løkke slår dog fast oven på Mette Frederiksens melding, at en regering ikke er god, bare fordi den er bred.

”Det skal også være en regering, der vil noget,” siger han og nævner eksempelvis sundhedsvæsenet, som et område, der skal have ”fuld smæk for skillingen”, hvis Moderaterne skal være med.

Partiet ønsker at nedlægge regionerne og reformere det danske sundhedsvæsen.

Lars Løkke vil dog fortsat ikke svare på, hvem han vil pege på som kommende statsminister.

”Og det optager os ikke så meget. Vi peger på noget og ikke på nogen. Det helt afgørende er, hvad den her regering skal lave,” siger Lars Løkke.

Danmark skal til valg 1. november

Advokater er ”alvorligt bekymrede” og ønsker fokus på domstole i valgkamp

Mere fra AdvokatWatch

Ugens bedste historier på AdvokatWatch

Der er fart på energi-rådgivningen, mens mindre advokatfirma bliver en del af forretningen fra årsskiftet, lød det i denne uge fra Bech-Bruun. Derudover bød ugen på kryptoadvokater og en ”tsunami” af regler, der kan blive en lukrativ forretning.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

AdvokatWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier