Messerschmidt indbringer dommer for Den Særlige Klageret

Den Særlige Klageret skal nu kigge på dommers opførsel på Facebook i forbindelse med Messerschmidts sag.
Retten i Lyngby har afsagt dom i en straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand, hvor han kendes skyldig og straffes med betinget fængsel i 6 måneder. Sagen er anket. Morten Messerschmidt er blandt andet tiltalt for dokumentfalsk og misdbrug af EU-midler i den såkaldte 'Meld & Feld'-sag | Foto: Thomas Borberg
Retten i Lyngby har afsagt dom i en straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand, hvor han kendes skyldig og straffes med betinget fængsel i 6 måneder. Sagen er anket. Morten Messerschmidt er blandt andet tiltalt for dokumentfalsk og misdbrug af EU-midler i den såkaldte 'Meld & Feld'-sag | Foto: Thomas Borberg
af ritzau

DF-næstformand Morten Messerschmidt har fredag indklaget dommer Søren Holm Seerup for Den Særlige Klageret. Det oplyser Messerschmidt på sin facebookprofil.

Allerede i weekenden meddelte Messerschmidts advokat, Peter Trudsø, at man ville gå til Klageretten, og nu er klagen altså afsendt.

Søren Holm Seerup var formand for den domsmandsret, som fredag i sidste uge idømte Morten Messerschmidt seks måneders betinget fængsel i den såkaldte Meld-sag om svig med EU-midler.

Den Særlige Klageret har alene mulighed for at udtrykke misbilligelse af dommerens opførsel. Den har ingen indflydelse på, om sagen kan gå om.

I forbindelse med klagen forlanger Messerschmidt blandt andet, at Seerup skal oplyse, hvorvidt han har fået tildelt Meld-sagen tilfældigt efter den almindelige sagsfordeling i retten, eller om han direkte har bedt om at få den.

Efter dommen kunne Ekstra Bladet fortælle, at Søren Holm Seerup på Facebook likede et opslag fra tidligere folketingsmand og minister Søren Pind. Ifølge Ekstra Bladet problematiserer opslaget Messerschmidts fortsatte næstformandsskab.

Det var på den baggrund, at Trudsø sagde, at der ville blive klaget. Efterfølgende offentliggjorde Morten Messerschmidt en række eksempler på, at Søren Holm Seerup på Facebook i en række tilfælde har liket eller kommenteret opslag om Dansk Folkeparti eller Meld-sagen.

"I relation til nærværende klage er der grund til at minde om det særlige krav til uafhængighed og objektivitet, som man bør stille til den dommer, der dømmer i en sag med store politiske konsekvenser," hedder det blandt andet i klagen, som er underskrevet af Peter Trudsø.

I klagen henviser Peter Trudsø til Østre Landsrets-dom, hvor en straffesag i 2019 endte med at måtte gå om. Her havde en domsmand skrevet på et socialt medie, at hun ikke ville have den tiltalte i sagen som ven.

Landsretten mente dengang, at det gjorde dommeren inhabil, og derfor måtte sagen gå om.

Den Særlige Klageret kan ikke bestemme, hvorvidt sagen skal gå om. Det er kun i afsluttede sager, at dette er en mulighed.

Messerschmidt-sagen er ikke afsluttet, fordi politikeren efter sidste uges dom valgte at anke til Østre Landsret.

Landsretten kan i forbindelse med behandlingen af ankesagen beslutte, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i byretten - altså gå om.

Ritzau har torsdag forsøgt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt, men han ønsker ikke at medvirke.

Ritzau har desuden henvendt sig til Retten i Lyngby for at få en kommentar fra dommer Seerup. Hos Retten siger retspræsident Elisabeth Michelsen:

"Jeg har været i kontakt med dommer Seerup, og han oplyser, at han ikke har nogen kommentarer på nuværende tidspunkt. Og hvis han måtte have kommentarer, så vil det være over for Den Særlige Klageret."

Messerschmidt forsvarer Facebook-opslag om dommer: "Det er grove sager""

Messerschmidt finder mere Facebook-skyts frem i kritik af dommer

Dommerformand ærgerlig efter Facebook-kritik: "Vi skal være forsigtige"

Messerschmidt klager over dommer efter Facebook-like 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også