Regeringen vil have hårde coronastraffe året ud

Den lovpakke, der giver hårde straffe for corona-kriminalitet, skal forlænges med et år, mener regeringen.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil forlænge mulighed for hårde straffe for corona-kriminalitet. | Foto: Martin Sylvest
Justitsminister Nick Hækkerup (S) vil forlænge mulighed for hårde straffe for corona-kriminalitet. | Foto: Martin Sylvest
AF RITZAU

Regeringen vil forlænge de markant skærpede straffe for kriminalitet med baggrund i covid-19 til 1. januar 2022. Loven står ellers til at falde for sin såkaldte solnedgangsklausul 1. marts.

Det fremgår af et lovforslag, der er fremsat i Folketinget.

"Under covid-19-epidemien i Danmark er der desværre set en række eksempler på kriminalitet, som har baggrund i eller sammenhæng med epidemien."

"Det gælder ikke mindst svigagtig udnyttelse af hjælpepakkerne, hvor myndighederne modtager et stadigt stigende antal anmeldelser."

"Det indebærer, at det danske samfund stadig ser ind i et kriminalitetsbillede, som svarer til det, der i foråret nødvendiggjorde lov nummer 349 (forårets lovpakke, red.)," skriver justitsminister Nick Hækkerup (S) i sin fremsættelse af lovforslaget.

Lovpakken, der blev hasteindført i foråret 2020, fordobler straffen for en række forbrydelser, hvis de har rod i corona. Det er blandt andet brugstyveri og indbrud. Samtidig kan der gives korte fængselsstraffe og udvisning for udlændinge, der bryder loven.

For fusk med hjælpepakker firdobler lovpakken straffen, hvilket i 2020 har ført til flere årelange fængselsdomme. Den involverer også høje bøder for brud for forsamlingsforbuddet.

I sin argumentation for at forlænge strafskærpelserne skriver Nick Hækkerup, at sundhedsmyndighederne "vurderer, at der er en høj grad af uforudsigelighed om epidemiens videre udvikling og hermed også tidshorisonten for epidemiens afslutning".

"Ifølge Statens Serum Institut vil en stor del af befolkningen være modtagelig for smitte med covid-19 i januar, februar og marts 2021, og der forventes derfor fortsat et stort pres på sundhedsvæsenet i januar 2021 og frem til april 2021."

"Statens Serum Institut vurderer, at på trods af øget udrulning af vacciner vil coronavirus stadig være i omløb i Danmark i efteråret 2021," skriver justitsministeren i fremsættelsen af lovforslaget.

Landsret forhøjer straffen i den første sag om coronasvindel

Politiet ser på 128 sager om svindel med hjælpepakker

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu