Advokatvurdering af Støjberg skal ligge klar til januar

To advokater skal vurdere Instrukskommissionens konklusioner, så Folketinget kort efter nytår kan tage stilling til, om der skal rejses en rigsretssag mod Venstres næstformand. (Opdateret)
Inger Støjberg og Venstre er under pres grundet instrukssag fra 2016. | Foto: NILS MEILVANG
Inger Støjberg og Venstre er under pres grundet instrukssag fra 2016. | Foto: NILS MEILVANG
AF RITZAU OG STEFFEN MOSES

Uvildige advokater skal vurdere grundlaget for en rigsretssag mod Inger Støjberg (V) i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, hvoraf den ene var mindreårig.

Vurderingen skal være klar i begyndelsen af januar. Den præcise dato kendes ikke. Men sagen udløber medio februar.

Det står klart, at der skal to advokater på opgaven, men det er endnu ikke besluttet, hvilke advokater der skal lave vurderingen, oplyser Folketingets presseafdeling over for AdvokatWatch.

Dermed kan det nye år begynde med en potentiel skidt nyhed for Venstre og næstformand Støjberg. Hun er tidligere udlændinge- og integrationsminister.

Folketinget skal tage stilling til en eventuel rigsretssag mod Støjberg. Til det er der brug for en uvildig advokatvurdering af Instrukskommissionens konklusioner. Disse kom mandag i denne uge.

Det står fast efter et møde i et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget torsdag.

Et flertal i udvalget stemte for advokatvurderingen. Det gælder også Venstre, lyder det fra Venstres medlem af udvalget, Preben Bang Henriksen.

"Venstre støtter, at der udpeges to advokater til at bistå udvalget her. Det har vi hele tiden gjort."

"Der er foreslået to advokater. Jeg har bedt om at måtte komme med to andre forslag, så det bliver strafferetskyndige advokater eller professorer. Det skal behandles i morgen," siger han.

Det er op til et politisk flertal, om Venstres nuværende næstformand skal stilles for en rigsret.

Et muligt flertal skal ikke tage sig for god tid. Sagen falder nemlig for forældelsesfristen 10. februar 2021. Derefter vil man ikke vil kunne drage eventuelle konsekvenser.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, siger:

"Vi er kommet frem til et opdrag til de her advokater, som skal se på, om det kan bære en rigsretssag. Vi har besluttet en stram tidsplan, for vi har en deadline. Jeg tror, at det her sandsynligvis ender med en rigsret."

Mandag blev den første delberetning fra Instrukskommissionen offentliggjort. I delberetningen blev der blandt andet konkluderet, at en instruks fra 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var klart ulovlig.

Desuden blev der slået fast, at Støjberg blev advaret om denne ulovlighed, og at Folketinget efterfølgende blev vildledt om forløbet. Igennem historien er der kun rejst fem rigsretssager i Danmark.

Støjberg har efter delberetningen selv lagt vægt på, at kommissionen fastslår, at hun ikke har givet en tjenestebefaling til embedsværket om at administrere i strid med loven.

Altså at hun ikke selv har givet en direkte ordre. Det samme har Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, hæftet sig ved.

En række juraprofessorer har udtalt, at der i kommissionens omfattende materiale er grundlag for en rigsretssag.

Det samme er Liberal Alliance, der også er en del af blå blok, kommet frem til. Fra rød blok har De Radikale meldt ud, at Støjberg skal for en rigsret.

"Det vil rejse betydelige spørgsmål om tilliden til politikerne og retsstaten, hvis man ikke indleder en rigsretssag," siger De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard.

De Konservative og Liberal Alliance forsvarede i sin tid ellers Støjberg i sagen. Det skete, mens VLAK-regeringen eksisterede.

To andre partier i blå blok Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har meldt ud, at en rigsretssag ikke er nødvendig.

Peter Skaarup, der er DF's gruppeformand, kalder det spild af skattekroner.

"Advokaterne skal finde grundlaget for at føre en rigsretssag mod Inger Støjberg. Flertallet er der. Men der er et stort mindretal af Dansk Folkeparti og Venstre, der er imod dette her," siger DF'eren.

Det afgørende spørgsmål bliver, hvordan regeringspartiet Socialdemokratiet stiller sig. Retsordfører Jeppe Bruus (S) udtalte sig ikke til pressen efter torsdagens møde.

(Artiklen er opdateret kl. 15.55 med yderligere oplysninger.)

Venstre støtter advokatvurdering med Støjberg i hovedrolle

Støjberg: Fint at advokater kigger på instrukskonklusioner

Rød blok vil høre advokater til råds om Støjbergs skæbne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også