Udbyttesag spøger hos Bech-Bruun i kamp om Aarhus-udbud

Politikerne i Aarhus skal snart tage stilling til, om udbyttesagen skal have konsekvenser for kommunens samarbejde med Bech-Bruun. Indtil videre er advokatfirmaet dog velkomment til at byde på ny millionkontrakt, lyder det.
Bech-Bruuns adm. direktør, Christian Ejvin Andersen, satser på at fortsætte samarbejdet med Aarhus Kommune. | Foto: Nikolai Linares
Bech-Bruuns adm. direktør, Christian Ejvin Andersen, satser på at fortsætte samarbejdet med Aarhus Kommune. | Foto: Nikolai Linares

Den omfattende skandalesag om svindel med udbytteskat kan få konsekvenser for Bech-Bruuns mulighed for at vinde det udbud af advokatopgaver, som Aarhus Kommune har sendt ud.

Skattestyrelsen og Kammeradvokaten rejste i foråret et erstatningskrav på 1,2 mia. kr. over for Bech-Bruun for advokatfirmaets rådgivning om udbytteskat. Bech-Bruun har kategorisk nægtet at have gjort noget forkert, men Aarhus-borgmester Jakob Bundsgaard (S) overvejer alligevel at droppe firmaet.

"Det er klart, at hvis Bech-Bruun har deltaget i aggressiv skatteplanlægning eller medvirket til unddragelse af skattebetaling til den danske statskasse, så er det endog meget vanskeligt at se, hvordan vores samarbejde med Bech-Bruun kan fortsætte," udtalte Jakob Bundsgaard over for AdvokatWatch tilbage i april.

Siden er der ikke sket det store i sagen, og Bech-Bruun er da også velkommen til at byde på kommunens nye udbud af advokatopgaver, fortæller Berit Kornbæk Boisen, chef for byrådssekretariatet og jura i Aarhus Kommune.

"Bech-Bruun kan anmode om prækvalifikation på lige fod med alle øvrige advokatfirmaer," skriver Berit Kornbæk Boisen i en mail til AdvokatWatch.

Men Bech-Bruun skal ikke glæde sig for tidligt, for politikerne i Aarhus har endnu ikke taget stilling til, hvilke konsekvenser udbyttesagen skal have for advokatfirmaet, oplyser Aarhus Kommunes presseafdeling.

Indtil videre er der blevet lavet en intern redegørelse, ligesom kommunen tilbage i april holdt et møde med Bech-Bruun for at høre deres udlægning. Parterne skal holde endnu et møde fredag 28. august, hvorefter sagen skal drøftes politisk i kommunens økonomiudvalg.

Uagtet den politiske proces vil Bech-Bruun byde på opgaven.

"Vi har en aftale i dag og er glade for samarbejdet, og vi har derfor tænkt os at byde i håbet om, at det vil kunne fortsætte i en eller anden form," skriver Bech-Bruuns adm. direktør, Christian Ejvin Andersen, i en mail til AdvokatWatch.

Bech-Bruun er et af i alt ti advokatfirmaer, der i dag har en rammeaftale med Aarhus Kommune. Den nuværende aftaler udløber dog ved udgangen af november, og derfor har Aahus sendt opgaven, der har en samlet værdi af omkring 20 mio. kr. om året, i udbud.

Aarhus sender sine advokatopgaver i udbud – men opruster samtidig internt

Advokatfirmaer klar til at slås om kommunale millionkontrakter

Millionkrav i udbyttesag får kommuner til at genoverveje aftaler med Bech-Bruun

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også