Knap hver femte offentligt ansatte medlem i Djøf føler sig stresset

”Arbejdspresset i den offentlige sektor er bekymrende højt,” skriver Djøf i ny undersøgelse, som fagforeningen for jurister og økonomer har foretaget blandt medlemmerne.
Blandt de Djøf-medlemmer, der aktivt søger nyt job, er det 40 procent, som i høj eller meget høj grad føler sig stressede. | Foto: Thomas Borberg
Blandt de Djøf-medlemmer, der aktivt søger nyt job, er det 40 procent, som i høj eller meget høj grad føler sig stressede. | Foto: Thomas Borberg
Ritzau

74 procent af fagforeningen Djøfs medlemmer, der arbejder i statens departementer, overvejer at skifte arbejde.

Det viser en undersøgelse, som Djøf, der er fagforening for jurister og økonomer, har foretaget blandt medlemmerne.

I kommunerne er det 66 procent, der overvejer at skifte job, mens det i regionerne er 64 procent.

Tallene stammer fra en spørgeskemaundersøgelse, som Djøf har sendt til 35.270 medlemmer. 7351 medlemmer har besvaret undersøgelsen.

21 procent af de ansatte i departementerne svarer desuden, at de i høj grad eller meget høj grad er stressede. Blandt alle Djøfs medlemmer er andelen 17 procent.

To ud af fem af de ansatte i departementet svarer, at de forventer, at de maksimalt kan leve op til de nuværende krav i to år.

”Arbejdspresset i den offentlige sektor er bekymrende højt. Det har store konsekvenser for de ansattes arbejdsmiljø og for samfundet som helhed,” skriver Djøf i undersøgelsen.

”Især i departementerne, der blandt andet udfører det lovforberedende arbejde, er tempoet alarmerende højt.”

Johanne Normann, formand for Djøf Offentlig, tilføjer om arbejdspresset:

”Det er et problem, når ancienniteten falder, og erfaringen ikke er der. Det betyder noget for det arbejdspres, som også er der, når du ikke har noget erfaring i huset at trække på.”

Hun håber på, at der i de kommende overenskomstforhandlinger kan findes ”klare regler og rammer for, hvordan man arbejder”. Det kan eksempelvis være for, hvornår man har fri, eller hvordan man honoreres, hvis man har arbejder ekstra hårdt med en given sag.

Opfordrer til musketered

Det er især blandt de offentligt ansatte, der overvejer at skifte job, at mange føler sig stressede, viser undersøgelsen.

Blandt de Djøf-medlemmer, der aktivt søger nyt job, er det 40 procent, som i høj eller meget høj grad føler sig stressede.

Til sammenligning er det fem procent af dem, der ikke overvejer at søge nyt job, der i høj eller meget høj grad føler sig stressede.

Djøf opfordrer i teksten om undersøgelsen alle parter i dansk politik til at indgå en musketered for at bekæmpe det, der af Djøf beskrives som et højt arbejdspres. Der er blandt andet en direkte opfordring til regeringen.

”Regeringen bør sagtne farten på lovmøllen og undgå unødig hastelovgivning,” lyder det blandt andet.

Det er ikke første gang, at arbejdspresset i departementerne er på dagsordenen.

Mediet Zetland udgav i maj i år en artikel, hvor de havde talt med 33 nuværende og tidligere embedsfolk, der berettede om en arbejdskultur, hvor det forventedes, at man var tilgængelig hele tiden.

Da skrev mediet også, at 27 procent af de ansatte i 2022 forlod departementerne i de forskellige ministerier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter