”En rotte i slips og jakkesæt”. Sådan beskriver advokat og forfatter Walther Rebernik en fiktiv advokat i sin dugfriske krimi ”Satans datter”.

Han lægger således ikke fingrene imellem, når han kaster sig over den branche, han selv er en del af. Og hvor man i bogen også gerne får ”lidt til næsen”, når advokater mødes i festligt lag. 

Walther Rebernik understreger over for AdvokatWatch, at han har en livlig fantasi og skriver fiktion. 

Men ”rotten” – en guldrandet, grådig advokat der kun tænker på at rage til sig – kender han godt som type.

I bogen bor ”rotten” i Nordsjælland med udsigt over Øresund gennem et vindue, der er så stort, at den italienske indretningsarkitekt har lovet, at han kan se Jordens krumning gennem det. 

”Efter 20 år i branchen har jeg mødt mange af dem, men heldigvis er der færre i dag, end da jeg var ung. I det hele taget vil de unge ikke finde sig i meget af det pis, vi blev udsat for. Og det er fedt,” siger 50-årige Walther Rebernik.

Han har i sit advokatliv speciale i immaterielle rettigheder – varemærker, design og ophavsret – og er partner i det mindre advokatfirma Nordia Law, der holder til på Strøget i København.

Men han har også fået klienter ind i sin forretning gennem det kampsport-miljø, han selv har været en aktiv del af siden studietiden. 

”Man er ikke kriminel, fordi man går til kampsport. Men det er en verden med mange forskellige typer udøvere, som du ikke på samme måde vil finde, hvis du spiller tennis eller badminton. Det har givet mig et blik ind i den kriminelle underverden og inspireret mig som forfatter.” 

AdvokatWatch møder Walther Rebernik på hans kontor, hvor advokatkappen hænger pænt på en bøjle, og en racercykel står lænet op ad væggen. 

På reolen står hans egne bøger stablet under indrammede beviser på, at han har møderet for både landsret og højesteret og afspejler dermed både advokaten og forfatteren.

Hovedpersonen i ”Satans datter” er advokat Jan Rose, og historien er kort fortalt, at han har været advokat ved ”rotten” og som den første opdager, at en af firmaets klienter ikke bare er en smule flosset i kanten, men står i spidsen for international menneskehandel med unge afrikanske kvinder med en særlig genetisk variation.

Og da Jan Rose nægter at være med længere, lokker ”rotten” ham i en fælde, som fratager ham alt. Nu hutler han sig igennem som beskikket forsvarsadvokat, drikker for meget, har mistet respekten for sig selv og bliver nedladende kaldt ”shawarma-advokaten” af sine kollegaer.

Hvis Walther Rebernik kun må beskrive to advokattyper, og ”rotten” er den ene, repræsenterer Jan Rose – efter en masse selvransagelse – den anden, der næres af at hjælpe andre mennesker.

”Selv om Jan Rose har troet, at han skulle være som ”rotten”, bliver han afklaret med, at han er ”shawarma-advokaten” og hellere vil skrabe bunden og være et godt menneske end noget andet. En ildsjæl. Dem har jeg også mødt mange af i virkeligheden, og de har min fulde respekt.”

Det er ingen hemmelighed, at de to advokater, ”rotten” og ”shawarma-advokaten”, støder sammen igen i ”Satans datter”, og uden at røbe for meget går det ikke stille for sig.

Begyndte at skrive efter ulykke

Walther Rebernik begyndte at skrive krimier i 2019, hvor han var bundet til sin seng og sofa i flere måneder efter at have villet blære sig over for sine to drenge med et lille hop på en skibakke i Østrig. 

Det kostede ham to ødelagte knæ, og han har ikke været i nærheden af et par ski siden. Kampsport dyrker han dog stadig, men i en ”mere skånsom version end tidligere”.

”Jeg har en god fantasi og har hørt så meget i mine mange år som advokat, at det faldt mig let at omsætte det til fiktion og derigennem få afløb for mine oplevelser,” siger Walther Rebernik.

Han skrev trilogien ”Jæger”, ”Offer” og ”Vidne” – en om året – om den københavnske underverden, men med ”Satans datter” er han rykket et trin opad i forfatterkarrieren og bliver nu udgivet på Gyldendal. Samtidig er han strøget direkte ind på krimi-bestsellerlisterne. 

”Jeg har kontrakt på yderligere to Jan Rose-bøger og skal aflevere toeren ved juletid,” siger Walther Rebernik, der kalder sin genre ”København noir malet med en stor rød pensel” og indrømmer, at han nogle gange ”må lægge lidt låg på sig selv, fordi det bliver for meget”.

”Jeg er helt klart til den meget ekspressionistiske og lidt Tarantino-agtige side, når jeg skriver. Det er ikke et mål i sig selv, men simpelthen blot hvad der kommer ud. Det må godt være lidt vildt.” 

Forlader ikke advokatjobbet

Trods kontrakten med Gyldendal har han ingen planer om at forlade advokatbranchen.

”Absolut ikke. Jeg kan godt lide mit arbejde og har gode kollegaer og klienter. Hvis jeg blev fuldtidsforfatter, skulle jeg sidde helt alene og skrive derhjemme. Det kan jeg ikke forestille mig vil være sjovt.”

Bøgerne har givet ham adgang til en ny verden med redaktionsmøder, fester, receptioner, bogsigneringsture og bogmesser.

”Og ved at spejle mig i de andre forfattere, har jeg lært noget om mig selv. Nemlig at jeg er ret effektiv, og i den sammenhæng hjælper det mig, at jeg er advokat. Vi er sådan nogle typer, der er vant til at arbejde med deadlines og til at sætte sig ind i store mængder information i en fart. På den måde har jeg en fordel.”

Med ”Satans datter” på næsten 500 sider og en deadline på toeren om Jan Rose om seks måneder, skal der skrives nogle linjer. 

Det foregår i Walther Reberniks tilfælde om morgenen, før advokatjobbet tager over. 

”Jeg står tidligt op og sidder typisk klar ved computeren kl. 6 og skriver så i tre timer. Hvis det går godt, behøver jeg ikke at skrive mere den dag, og så skriver jeg også i weekender og ferier.”

Han har altid et lille kladdehæfte købt i Søstrene Grene og en kuglepen på sig, så han kan skrive både indfald og hele kapitler i hånd, før teksten finpudses på skærmen.

”Jeg er så privilegeret at have min egen forretning, og ingen slår mig oven i hovedet med, hvad det forventes, at jeg skal præstere. Har jeg skrevet i weekenden, tager jeg måske en fridag om tirsdagen sammen med en af mine drenge. Eller tager en af dem under armen og flyver til Wien, hvor min far voksede op, og hvor jeg føler mig godt tilpas.”

Walther Rebernik tilbragte sin egen barndom i et kreativt og venstreorienteret miljø i et bofællesskab i Nordsjælland, og da han selv skulle vælge sin vej, blev det juraen og karate. 

”Selvfølgelig fordi det stikker i en modsat retning. Det er noget mere kontant og firkantet og var helt sikkert et oprør fra min side. Men med bøgerne er jeg vendt tilbage til mine rødder, så at sige. Jeg har forsøgt at holde det nede, men må erkende, at jeg har en larmende gøgler i maven.”

Han fortryder ikke i ét sekund, at han som ung valgte jura. 

”Den giver så mange muligheder, og man behøver ikke at blive advokat, hvis man ikke har lyst til det. Samtidig er juraen en fantastisk baggrund at have, hvis man drømmer om at blive selvstændig med frihed til selv at bestemme over sit arbejdsliv. ”