Hjemsendte har forkortet arbejdsdag under coronanedlukning

Hjemsendte med børn har i gennemsnit haft 50 minutter kortere arbejdsdag under nedlukning, viser studie.
Rockwool Fondens Forskningsenhed har undersøgt arbejdstid i henholdsvis 2017/2018 sammenlignet med under coronanedlukningen i marts-april 2020. | Foto: Pexels
Rockwool Fondens Forskningsenhed har undersøgt arbejdstid i henholdsvis 2017/2018 sammenlignet med under coronanedlukningen i marts-april 2020. | Foto: Pexels
AF RITZAU

Det koster på arbejdstiden, når man er hjemsendt under coronanedlukningen.

Især hvis man også har børn, man skal tage sig af.

Det konkluderer et nyt studie fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Forskerne har spurgt 544 medarbejdere om deres arbejdstid i henholdsvis 2017/2018 sammenlignet med under coronanedlukningen i marts-april 2020.

For gruppen, der var hjemsendt uden børn, de samtidig skulle tage sig af, var arbejdstiden i gennemsnit 40 minutter kortere om dagen under coronanedlukningen.

For gruppen, der arbejdede hjemme, mens de samtidig havde hjemsendte børn, var arbejdstiden i gennemsnit 50 minutter kortere om dagen.

"Studiet viser, at der kan være et tab i arbejdstid, når man sender folk hjem, måske fordi de her personer ikke har været vant til at arbejde hjemmefra."

"Skal vi så også passe vores børn og hjælpe dem derhjemme, så er tabet endnu større," siger seniorforsker Jacob Ladenburg, der har lavet undersøgelsen.

Seniorforskeren ville umiddelbart have troet, at forskellen mellem de to grupper henholdsvis med og uden børn ville være større.

"Men man skal huske på, at det er gennemsnitstal. Vi kan ikke se, om der er tale om større eller mindre børn, og der er nok forskel på, hvor meget tid de kræver," siger Jacob Ladenburg.

Når gruppen uden børn også har haft en kortere arbejdstid, kan det ifølge seniorforskeren skyldes flere faktorer.

Eksempelvis at de ikke har haft optimale arbejdsforhold med hæve-sænke borde og det udstyr, de normalt har på arbejdspladsen.

Men det kan også hænge sammen med, at der på arbejdspladsen generelt har været mindre at se til under coronakrisen.

Studiet viser også, at gruppen af hjemsendte medarbejdere med børn i mindre grad påtog sig overarbejde.

Her var forskellen 18 procentpoint i forhold til niveauet i 2017/2018.

Studiets resultater præsenteres ved en onlinekonference torsdag.

Arbejdsgivere forventer fordobling af hjemmearbejde efter corona

Advokatfirmaer holder fast i flytteplaner trods udsigt til mere hjemmearbejde 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også