Retsudvalg indstiller landsdommer til ny ombudsmand

Retsudvalget har netop indstillet landsdommer og juraprofessor Niels Fenger som folketingets ombudsmand.
Det skriver Kristian Hegaard (R), fungerende formand for retsudvalget, på Twitter:
"Så har Retsudvalget netop afgivet betænkning om ny ombudsmand. Som fungerende formand for Retsudvalget glæder det mig, at der er tale om et enigt udvalg, som indstiller dr.jur. og landsdommer Niels Fenger."
For knap to uger siden blev det vedtaget at udnævne en midlertidig ombudsmand, da medlemmerne ikke kunne blive enige om, hvem der skulle afløse Jørgen Steen Sørensen, som har valgt at stoppe på posten for at blive højesteretsdommer, skriver DR.
Niels Fenger har blandt andet taget del i skattesagskommissionen som kommissionsmedlem, som blandt andet skulle finde ud af, hvilke aktører der stod bag lækket af daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S)'s skattepapirer til avisen BT.