Ny polsk regering vil overbevise EU om at retsstaten respekteres

Premierminister vil blandt andet fyre 15 top-dommere, som han mener er loyale over for den tidligere regering.
Polens nye premierminister, Donald Tusk. | Foto: Sergei Gapon
Polens nye premierminister, Donald Tusk. | Foto: Sergei Gapon
Af Ritzau

Polen kan være på vej tilbage i varmen i Bruxelles. EU-Kommissionen er i hvert fald åben over for at få Polen ud af den såkaldte artikel 7-procedure, hvis landets nye regering gennemfører reformer af retsstaten.

Det siger EU-kommissær for værdier og gennemsigtighed, Vera Jourová.

”Jeg håber, at det vil ske, mens jeg er i Bruxelles,” siger Vera Jourová, der træder tilbage som EU-kommissær, når den nye EU-Kommission er på plads efter valget til EU-Parlamentet til juni.

Udmeldingen kommer forud for et ministermøde tirsdag i Bruxelles. Her vil Polens nye justitsminister, Adam Bodnar, præsentere en handlingsplan, der skal ”genoprette” retsstaten i Polen.

Planen kommer efter otte år, hvor partiet Lov og Retfærdighed (PiS) har ledet Polen.

Lov og Retfærdighed har gennemført omstridte reformer af blandt andet domstolene, som har bragt landet i konflikt med EU-Kommissionen, der har til opgave at sikre, at medlemslandene lever op til EU’s værdier.

Konflikten har ført til indefrysning af milliarder af euro i EU-midler. Dem vil den nye polske regering med den EU-venlige premierminister Donald Tusk i spidsen gerne have frigivet.

Derfor har man varslet et intenst arbejde for at ændre tidligere reformer.

Målet er, at Polen vil have afsluttet EU-Kommissionens såkaldte artikel 7-procedure, inden det belgiske formandskab udløber til juli.

”Jeg vil gøre alt i min magt for at overbevise EU om, at vi er på rette vej til at genoprette retsstaten,” siger den polske justitsminister, Adam Bodnar, forud for tirsdagens møde i Bruxelles.

Her deltager også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Han fastslår, at Danmark glæder sig over den nye polske regerings forsøg på at vende tilbage til EU’s kerneværdier.

”Vi lever i en tid, hvor det er let af blive deprimeret over udviklingen rundt omkring. Der er det et lyspunkt, at der er kommet en regering i Polen, som helt klart har politisk ambition om at rette op på mange af de kritikpunkter, der har været rettet mod Polen gennem en årrække,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Han understreger dog samtidig, at der kan vente en svær opgave for den polske regering.

Premierminister Donald Tusk møder modstand fra centralt placerede personer fra Lov og Retfærdighed, som inkluderer præsident Andrzej Duda og flere højt profilerede dommere.

Centrale poster i det polske system er med andre ord besat af personer, der støtter den tidligere regerings reformer.

”Det er ekstremt svært det her. For hvis man håndholdt har forurenet et system, så er det svært at fjerne den forurening, uden at det også bliver håndholdt.”

”Og så risikerer man at løbe ind i nogle af de samme principielle problemer som den tidligere regering,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Donald Tusk vil blandt andet fyre 15 top-dommere, som han mener er loyale over for den tidligere regering.

Dermed indeholder Tusks’ reform nogle af de samme elementer, som den tidligere polske regering fik kritik for af EU-Kommissionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter