Trump får bøde for kritik af ansat i retten

Den tidligere præsident var onsdag kortvarigt i vidneskranken i New York for krænkelse af dommers påbud.
Tidligere præsident Donald Trump er idømt en bøde på 10.000 dollar for kritik af en retssekretær ved en domstol i New York onsdag. | Foto: Jeenah Moon
Tidligere præsident Donald Trump er idømt en bøde på 10.000 dollar for kritik af en retssekretær ved en domstol i New York onsdag. | Foto: Jeenah Moon
AF RITZAU

USA’s ekspræsident Donald Trump har ved en domstol i New York fået en bøde på 10.000 dollar for at have krænket et påbud om ikke at udtale sig kritisk om ansatte i retssystemet.

Det svarer til omkring 70.500 kroner.

Trump har verbalt og skriftligt angrebet en ansat ved retten i kommentarer på sociale medier og sin kampagneside.

Og onsdag, mens der var pause i retssagen mod ham, sagde han til journalister:

”Denne dommer er en meget partisk dommer med en person, der er meget partisk, siddende ved siden af ham. En der måske er mere partisk end ham.”

Dommer Arthur Engoron formodede, at Trump henviste til retssekretæren, og kaldte hans kommentar en ”åbenlys” krænkelse af påbuddet.

Det hjalp ikke, at forsvarerne i sagen hævdede, at kommentaren var møntet på Trumps tidligere advokat Michael Cohen, der vidner mod sin gamle chef.

Den tidligere præsident var derfor onsdag kortvarigt i vidneskranken for at svare på spørgsmålet om dette.

”Påstanden om, at udtalelsen vedrører vidnet, giver ingen mening for mig. Gør det ikke igen. Ellers bliver det værre,” lyder det onsdag fra dommeren.

Det er anden gang, at Trump får en bøde for at overtræde påbuddet fra retten. I sidste uge gav dommer Engoron Trump en bøde på 5000 dollar.

På det tidspunkt advarede dommeren om, at hvis Trump blev ved, kunne han risikere en fængselsstraf.

Ekspræsidenten er til stede ved en retssag, der handler om, at hans familieforetagende, Trump Organization, overdrev værdierne af dens ejendomme og andre aktiver.

Det er ifølge anklagerne sket for at opnå økonomiske fordele.

Michael Cohen, som i mange år var Trumps højre hånd, vidner mod sin tidligere chef i retten.

Onsdag brugte Trumps forsvarere dagen på at krydsforhøre Cohen og spørge ind til hans troværdighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter