Trump og eksadvokat krydser klinger ved domstol i New York

Mens Michael Cohen skal vidne mod Trump i New York, erklærer en anden Trump-advokat sig skyldig i Georgia-sag.
Tirsdag vidnede Donald Trumps forhenværende advokat Michael Cohen i sag, der handler om, at den tidligere amerikanske præsident har overdrevet sin formue. | Foto: Jeenah Moon
Tirsdag vidnede Donald Trumps forhenværende advokat Michael Cohen i sag, der handler om, at den tidligere amerikanske præsident har overdrevet sin formue. | Foto: Jeenah Moon
AF RITZAU

USA’s tidligere præsident Donald Trump er tirsdag til stede i den retssal i New York, hvor en af flere retssager mod ham finder sted.

Tirsdag vidnede hans forhenværende advokat Michael Cohen i sagen, der handler om, at Trump i en årrække overdrev størrelsen på sin personlige formue.

Cohen sagde i retten, at Trump gav ham til opgave at øge værdien af aktiverne i familieforetagendet Trump Organization.

Det skete ”ud fra et tal, som han valgte vilkårligt”, fortalte Cohen.

”Han kunne sige: ”Jeg er faktisk ikke god for 4,5 milliarder dollar, det er mere noget i retning af 6 milliarder,” forklarede Cohen.

Da Trump ankom til retten tirsdag eftermiddag dansk tid, stemplede han med det samme Cohen som ”en løgner”.

”Som I ved er det bevist, at han er en løgner, en forbryder,” sagde Trump til de journalister, der var samlet.

”Vi gjorde ikke noget forkert, og det er sandheden.”

Michael Cohen erklærede sig i 2018 skyldig i flere anklager, herunder skatteunddragelse og at have løjet i Kongressen i en undersøgelse af Trumps forbindelser til Rusland.

Han blev idømt tre års fængsel.

Mandag sagde Cohen i et interview med nyhedsbureauet Reuters, at det, at Trump kalder ham en løgner, svarer til at ”kaste med sten, når man selv bor i et glashus”.

Han tilføjede, at da han løj i Kongressen, gjorde han det på Trumps anmodning og til Trumps fordel.

Den igangværende retssag i New York mod ekspræsidenten gik i gang tidligere i oktober.

Forinden havde en anden dommer slået fast, at Trump havde overdrevet sin formue.

Det havde til formål at snyde banker og forsikringsselskaber til at give Trump og hans medsammensvorne bedre forretningsbetingelser.

I den igangværende sag har New Yorks justitsminister, Latitia James, krævet 250 millioner dollar – over 1,7 milliarder kroner – i bøder.

I en af de andre retssager, som Donald Trump er tiltalt i, har endnu en af hans tidligere advokater erklæret sig skyldig i at have været med til at udbrede falske udsagn om valgresultatet i delstaten Georgia.

Advokaten, Jenna Ellis, er dermed den fjerde af de i alt 19 anklagede i sagen, der erklærer sig skyldig.

Som led i en aftale med anklagemyndigheden har hun indvilget i blandt andet at samarbejde fuldt ud med anklagerne i sagen.

I sidste uge indgik anklagerne lignende aftaler med to andre af Trumps tidligere advokater, Sidney Powell og Kenneth Chesebro.

Retssagen i Georgia er endnu ikke gået i gang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

"Fra en virksomhedsbetragtning har det været en sund proces, men har også givet anledning til flere udtrædelser, end vi normalt ville se," lyder det fra Steen Rode, ledende partner hos Bech-Bruun. | Foto: Nikolai Linares

Fire partnere forlader Bech-Bruun

For abonnenter